Ekspert melder ud: Derfor opgav Trump
Donald Trump lovede at fjerne det islamiske præstestyre, da han gik i krig med Iran – nu prøver han at finde en smutvej ud.

Donald Trump lovede at fjerne det islamiske præstestyre, da han gik i krig med Iran – nu prøver han at finde en smutvej ud.

Donald Trump angreb Iran med løftet om at stoppe diktaturet og kappe hovedet på det regime, der har undertrykt det iranske folk i 47 år.
Men efter en langsomlig og dyr konflikt, der har sat hele verdensøkonomien på spil, trækker den amerikanske præsident nu i land.
Og det er der særligt én grund til, mener dansk-iranske Mehdi Mozaffari, professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet.
»Regimet er baseret på den revolutionære ideologi. For dem er døden ikke en tragedie. Man dør ikke – man lever først rigtigt, når man dør for sagen,« fortæller Mozaffari til B.T.
Ifølge ham har Trump undervurderet, hvor svært det er at vælte et regime, der er bygget på så stærk en ideologi.
»Der er måske en million, måske mindre – jeg ved det ikke – men der er rigtig mange, der tror på ideologien. De er parate til at give deres liv for den,« siger han.

Krigen ser også ud til snart at være ved vejs ende, men der er ikke udsigter til noget regimeskifte i Iran.
Torsdag kom det frem, at USA og Iran havde indgået en foreløbig aftale om at åbne Hormuzstrædet og indlede atomforhandlinger, ifølge CNN.
B.T. kunne også tidligere fortælle, at Trumps akilleshæl og største håb nu var, at få Iran til at aflevere sit radioaktive materiale.
Alt tyder altså på, at Donald Trumps løfte til sine vælgere om regimeskift i Iran, ikke bliver en realitet.
Heller ikke selvom Irans øverste leder, Ayatollah Khamenei, blev dræbt i starten af konflikten.
»Regimet er ikke væltet, selvom prominente ledere som Ayatollah Khamenei er døde. Det er baseret på cement – og cementen er blod. Og blodet kommer fra den religiøse ideologi,« siger Mehdi Mozaffari.
Mehdi Mozaffari mener, at opgaven viste sig for besværlig for Trump og det amerikanske militær.
»Trump har opgivet at fjerne regimet, fordi det var for vanskeligt. Den taktik, hvor man slår hårdt og stopper og siger: ‘Slår I igen, slår vi hårdere’, virkede ikke i Iran,« siger han.

Professoren fremhæver også, at USA kort tid før krigens start i Mellemøsten, havde stor succes med regimeskift i Venezuela.
Her fjernede man den diktatoriske præsident, Nicolás Maduro, og det har resulteret i et USA-venligt styre.
Noget tyder derfor på, at Trump undervurderede, hvor svært det ville blive at ændre på situationen i Iran.
»Det er en helt anden situation end i lande som Venezuela. Her var det nok at fjerne Maduro. Men i Iran er det hundredtusinder, der tror på ideologien, og derfor falder regimet ikke,« siger han.