Vladimir Putin og de russiske tropper taber mere og mere land i Ukraine.

Ukraine har skruet modoffensiven på, og især i de nordøstlige dele har den ukrainske hær genvundet områder på flere tusinde kvadratkilometer.

Men i takt med at Putin taber flere kampe, så bliver truslen om atomkrig større. Det skriver norske VG, som har snakket med universitetslektor James Cameron, der er en del af 'Oslo Nuclear Project', et forskningsprojekt ved Institut for Statskundskab ved Universitetet i Oslo.

»Den nukleare trussel stiger for hvert nyt nederlag. Faren for, at atomvåben rent faktisk bliver brugt i Ruslands krigsførelse, er stigende, da selve krigen går dårligt for Rusland. Det er den skræmmende logik,« siger universitetslektor James Cameron og fortsætter:

»Vi følger udviklingen fra dag til dag. Vi er meget bekymrede, det er alvorligt. Men jeg er ikke bange for et forestående angreb. Så ville truslerne være endnu højere.«

Da den russiske præsident Vladimir Putin meddelte, at fire regioner i Ukraine ville blive indlemmet i Rusland ved en såkaldt annektering, gentog han samtidig, at Rusland ville forsvare sig med alle midler – også med atomvåben.

Flemming Splidsboel, ruslandsekspert ved DIIS, mener dog, at man ikke skal tage nogen af Ruslands udtalelser for gode varer.

»Det hele svinger fra udtalelse til udtalelse. De er good cop, bad cop på atomområdet, hvor de truer den ene dag og afviser alt dagen efter,« har han tidligere sagt til B.T.

Han mener, at det er en koordineret kampagne fra russisk side.

»Mange andre har også været ude. De forsøger at finde det bedste middel til at opnå, hvad de ønsker, men det har de tydeligvis svært ved,« siger Flemming Splidsboel afslutningsvis.