I nu 14 år har den tragiske sag om Madeleine McCann trukket overskrifter i europæiske aviser.

Sagen om den treårige piges forsvinden fra et ferieresort i det sydlige Portugal er stadig uopklaret, men i årenes løb er nye og gyselige detaljer med jævne mellemrum dukket op. For første gang åbner ekskæresten til den hovedmistænkte, Christian Brueckner, nu op om flere detaljer.

I et interview med det britiske medie Daily Mail fortæller 25-årige Nakscije Miftari om forholdet til Brueckner og de chokerende opdagelser, hun gjorde. Hun mødte den meget ældre tyske mand som kun 17-årig, da hun skulle købe slik i den kiosk, som Christian Brueckner i 2013 ejede.

Selvom han var dobbelt så gammel som hende, indledte Nakscije Miftari et forhold med Christian Brueckner.

Christian Brueckner er mistænkt for at have kidnappet Madeleine McCann. (Arkivfoto)
Christian Brueckner er mistænkt for at have kidnappet Madeleine McCann. (Arkivfoto) -

Til en fest få måneder senere i deres lejlighed i Braunschweig i det nordlige Tyskland havde venner talt om Madeleine McCanns forsvinden.

Her var Christian Brueckner blevet meget tavs, fortæller Nakscije Miftari til Daily Mail. Efter deres gæster var gået, spurgte hun ind til sagen, da hun ikke selv kendte til den. Og her indrømmede Brueckner, at han dengang faktisk boede i nærheden af det portugisiske hotel, hvor pigen forsvandt. Mere sagde han ikke, men det er angiveligt første gang, at den hovedmistænkte har indrømmet at være i nærheden af gerningsstedet.

Nakscije Miftaris vidneudsagn er delt med anklagerne i sagen og med det tyske politi, som stadig kæmper for at samle beviser i sagen mod Christian Brueckner, som myndighederne mener er skyldig.

Christian Brueckners daværende kæreste, Nakscije Miftari, opdagede dengang selv, at han gemte på langt flere hemmeligheder.

Den tre-årige Madeleine McCann lå og sov med sine mindre søskende på et portugisisk hotelværelse i Algarve, da hun 3. maj 2007 sporløst forsvandt. Hendes forældre sad på en nærliggende restaurant.
Den tre-årige Madeleine McCann lå og sov med sine mindre søskende på et portugisisk hotelværelse i Algarve, da hun 3. maj 2007 sporløst forsvandt. Hendes forældre sad på en nærliggende restaurant. HANDOUT

Den i dag 44-årige tysker havde børneporno centreret omkring blonde piger på sin mobiltelefon og computer, hvilket hun tilfældigvis fandt.

Politiet foretog, kort efter hun fandt børnepornoen, en razzia af Brueckners lejlighed og undersøgte elektroniske genstande, som rigtig nok indeholdt børneporno.

Herunder materiale af et overgreb på en femårig begået af Brueckner selv.

I 2017 blev han fængslet i 15 måneder i forbindelse med overgrebet på den femårige.

Først sidste år annoncerede tysk politi, at han også var deres hovedmistænkte i Madeleine McCann-sagen.

Christian Brueckner sidder i dag stadig fængslet, da han efterfølgende også har fået en straf på syv og et halvt års fængsel for en voldtægt i 2005 i Praia da Luz. Samme sted som Madeleine McCann forsvandt i 2007.