Ifølge den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, blev Putins sommerresidens mandag udsat for et mangfoldigt droneangreb.

Men nu tyder flere ting på, at det har været det pure opspind.

Det skriver norske Nettavisen.

Mandag lød meldingen ellers, at 91 ukrainske droner var rettet mod Putins residens, og at russisk luftforsvar skulle have tilintetgjort samtlige droner.

En påstand, som den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj har afvist.

Derudover afviser borgere i nabobyen Valdai i Novgorod-regionen, der ligger mindre end fem kilometer fra Putins residens at have hørt noget til angreb eller eksplosioner.

Det skriver den russiske uafhængige avis Sota, som har kontaktet flere af naboerne, på X.

Og ifølge lektor ved det norske Flyvevåbens Akademi, Lars Peder Haga, er sådanne droner langt fra lydløse.

Derudover bliver der holdt nøje øje med ukrainske droneangreb i Rusland, og et kort fra mandagen viser ingen droneangreb nær Putins residens.

Kortet viser derimod, at der blev udført ukrainske angreb nær den ukrainske grænse, blandt andet nær Bryansk, Smolensk og Rostov.

Satellitbilleder, som SVT har analyseret, viser, at palæet er massivt bevogtet. 

Blandt andet er der 11 tårne på området. Ifølge den svenske oberstløjtnant Johan Huovinen er tårnene udstyret med missil- og radarsystemer, der skal forsvare mod droneangreb.

Beskyttelsen mod luftangreb er så omfattende, at den ifølge SVT næsten svarer til niveauet i hele Moskva.