Et påstået angreb på Vladimir Putins residens i Novgorod-regionen har fået hele verdens opmærksomhed rettet mod det mystiske område.
Satellitbilleder af området omkring den russiske præsidents sommerresidens ved Valdajsøen afslører vilde detaljer.
Det skriver svenske SVT, der har analyseret satellitbilleder fra området, ligesom også Radio Free Europe har kigget nærmere på stedet.
Det enorme palæ er naturligvis tungt bevogtet, viser SVTs analyse, der afslører, hvordan forsvarsværker er blomstret op i regionen de seneste år.
I perioden fra november 2023 til maj 2024 er hele 11 tårne blevet bygget rundt om Putins sommerresidens ved Valdajsøen, der ligger cirka midt imellem Moskva og Sankt Petersborg.
Den svenske oberstløjtnant Johan Huovinen siger til SVT, at alle 11 tårne er udstyret med missil- og radarsystemer til forsvar mod droneangreb.

Mandag anklagede Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, Ukraine for at angribe området med 91 droner, som alle blev elimineret af det russiske luftforsvar.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, afviser anklagerne.
SVT fremhæver i sin analyse, at de 11 tårne med garanti ikke fremgik af satellitbilleder i sommeren 2023, men under et år senere er de altså dukket op.
Tårnene, som mediet vurderer til at være omkring 35 meter højere, er spredt over et større område rundt om hele Valdajsøen, ligesom der også skulle være placeret et på den ø i søen, hvor Iver-klosteret ligger.

Et kloster, som Putin flere gange har besøgt.
Fire kilometer fra Putins residens er der desuden en togstation med en helikopterlandingsplads.
Ifølge mediet ankommer Putin normalt med pansret tog til stationen.
Landområdet, hvor præsidentens residens er placeret, ejes på papiret af Yuri Kovaltjuk. Han er flere gange blevet beskrevet som 'Putins bankmand'.
