Den britiske premierminister Boris Johnson (55) skal skilles.

Det er som sådan ikke en nyhed. Men siden bruddet med Marina Wheeler (55) blev offentliggjort for godt to år siden, har skilsmissen stået stille.

Men nu sker der noget. Det skriver det britiske medie Sky News.

Ved en blot ti minutter lang høring i Londons Central Family Court tirsdag fik Marina Wheeler gennem sin advokat lov til at gå videre med skilsmissen.

Parret Johnson og Wheeler har været sammen i 25 år. I 2018 offentliggjorde de, at de gik fra hinanden.

Men siden er der ikke sket det store. Og normalt har man 12 måneder til at gennemføre en skilsmisse i Storbritannien, efter man først har ansøgt.

Den deadline er for længst passeret, og derfor var dagens høring en vigtig milepæl, da dommer Sarah Gibbons gav det nu forhenværende par lov til at fortsætte med skilsmissen.

En af årsagerne til, at skilsmissen har trukket ud, skal ifølge britiske medier findes i, at parret ikke har kunne finde frem til, hvordan deres fælles finanser skal deles.

Den knude skulle nu være løst, og det skulle den retslige problemstilling med overskridelsen af de 12 måneders deadline altså også være.

Selvom Boris Johnson og Marina Wheeler ikke officielt er skilt, så er de for længst begyndt på livet uden hinanden.

Således har Boris Johnson boet sammen med sin kæreste, 31-årige Carrie Symonds, siden før han blev premierminister.

Og netop Carrie Symonds, der er tidligere kommunikationschef i det konservative parti, flyttede da også med ind i Downing Street 10, som er premierministerens officielle bolig i London, da Boris Johnson blev premierminister efter Theresa May sidste år.