Da Boris Johnson fredag officielt kunne fejre, at det britiske folk har valgt ham som landets premierminister, havde han kæresten Carrie Symonds ved sin side.
Parret stod frem i offentligheden i sommer, men før da var Boris Johnson bestemt ikke ensom.
Den 55-årige premierminister fra Det Konservative Parti har nemlig i den grad levet et hedt kærlighedsliv.
Han har formået at få fire børn - plus et par afstikkere på gule plader, lyder rygterne - mens han også har været gift flere gange.
Hans første kendte forhold var med ungdomskæresten Allegra Maostyn-Owen, som han mødte på universitetet Oxford.
Kærligheden mellem de to var så stærk, at de blev gift i 1987, men ikke stærkere end at de blev skilt igen i 1993, hvorefter Boris Johnson med blot 12 dages mellemrum giftede sig på ny.
Denne gang med baristaen og ungdomsveninden Marina Wheeler, som bare fem uger senere kunne føde parrets første barn.
Parret fik i alt fire børn sammen og nåede at være gift i hele 25 år, men livet som gift mand fik bestemt ikke Boris Johnsons nysgerrighed over for det kvindelige køn til at forsvinde.
I årene mellem 2000 og 2004 havde han angiveligt en længerevarende affære med klummeskribenten Petronella Wyatt, der på daværende tidspunkt arbejdede på magasinet The Spectator, hvor Boris Johnson var redaktør.
Affæren trak overskrifter i 2004, da det kom frem, at Petronella Wyatt angiveligt var blevet gravid med Boris Johnsons barn, som hun valgte at abortere.
Det var efter sigende Petronellas mor, der fandt ud af affæren og aborten, og som herefter valgte at lække det til pressen. Afsløringen kostede i øvrigt Boris Johnson jobbet på The Spectator.
I april 2006 var den så gal igen med Boris Johnsons kærlighedsliv.
I hvert fald kunne skandale-avisen News of the World berette, hvordan han angiveligt havde gang i en affære med Anna Fazackerley, der var journalist på avisen The Guardian. Oplysninger, som avisen muligvis kom i besiddelse af ved at hacke sig ind på Fazackerleys telefon.
I 2009, da han var borgmester i London, havde Boris Johnson travlt igen. Det år resulterede en affære med konsulenten Helen MacIntyre nemlig i en datter.
Boris Johnson nægtede i første omgang at være far til barnet, men i 2013 kom sandheden til frit skue, da det viste sig, at Boris Johnson forsøgte at gå rettens vej for at forbyde medierne at skrive om datterens eksistens.
Dommeren vurderede dog, at offentligheden havde ret til at vide om Boris Johnsons 'hensynsløse opførsel', og derfor blev påbuddet afvist.
I september 2018 fik hustru Marina Wheeler så nok af Boris Johnsons mange sidespring, og parret annoncerede i en fælles pressemeddelelse, at de skulle skilles.
Selvom skilsmissen ikke er gået i gennem endnu, så har han altså allerede fingrene godt fat i en ny kvinde.
Det seneste halve år har han - som nævnt tidligere - dannet par med den 31-årige klimafortaler Carrie Symonds.
Hun blev kendt i juni måned, da flere britiske medier kunne berette, hvordan politiet var blevet tilkaldt til husspektakler i den lejlighed, hvor hun og Boris Johnson boede på daværende tidspunkt.
Efterfølgende kunne en nabo fortælle, hvordan de havde hørt skrigen og banken fra lejligheden.
Naboen fortalte endvidere, at det lød, som om tallerkener blev knust, og at vedkommende kunne høre en kvinde råbe 'skrid ud af min lejlighed', hvortil der blev råbt 'nej'.
Carrie Symonds har i øvrigt været en kendt skikkelse i konservative kredse i en lang årrække. Indtil 2018 var hun blandt andet direktør i det konservative kommunikationshovedkvarter.
Hun er den første ugifte førstedame til en siddende premierminister i Storbritannien.