Efter drab: Bryder grædende sammen på TV
Den garvede tv-vært kunne ikke holde tårerne tilbage, da han fik at vide, at Ann Widdecombe elskede hans program.

Den garvede tv-vært kunne ikke holde tårerne tilbage, da han fik at vide, at Ann Widdecombe elskede hans program.

Sagen om den tidligere britiske minister Ann Widdecombe, der torsdag blev fundet død i sit hjem, har rystet Storbritannien.
Ann Widdecombe var flittig gæst på Channel 5. Hun havde blandt andet besøgt værten Jeremy Vine over 50 gange, og da han første gang skulle på skærmen efter den tidligere politikers død, blev det hele for meget.
Vine blev rørt til tårer mandag, da hans gæst Iain Dale fortalte ham, at Widdecombe havde elsket programmet.
Det skriver Daily Mail.
»Hun elskede at være med i programmet. Hun elskede jeres seere, og hun elskede dig.«
»Du var en del af hendes familie, og hun talte virkelig meget rosende om dig, og jeg ved, at du gjorde dig umage for at være venlig mod hende,« sagde Iain Dale til Jeremy Vine.
Den rutinerede tv-værts stemme begyndte kort efter at knække, og han måtte kigge væk fra kameraet.
Efter noget tid fik Jeremy Vine fremstammet et tak til sin gæst, ligesom han påpegede, at det lige blev for meget for ham.
En 28-årig mand er anholdt i sagen. Han var oprindeligt anholdt for mistanke om mord, men er nu blevet anholdt på ny med mistanke om at have »begået, forberedt eller tilskyndet til terrorhandlinger«. Det oplyser antiterrorenheden i det sydøstlige England (CTPSE) til BBC.
Tidligere har også en 26-årig mand været mistænkt for drabet, men han blev lørdag løsladt og er ikke længere en del af efterforskningen.
Den 28-årige nye mistænkte i sagen blev anholdt på en adresse i South Yorkshire, der ligger i det centrale England. Der er tale om en britisk statsborger.
Politiet mener, at Widdecombe blev angrebet omkring et døgn, før hun blev fundet død.
Widdecombe var en del af det britiske parlament i 23 år, og blot dagen før sin død optrådte hun i medierne.