Har politiet i London et generelt problem med kvindehad?

Og dækker politichef Dame Cressida Dick over en organisation med en syg kultur?

Det er nogle af de spørgsmål, briterne stiller sig i disse dage, hvor Sarah Everards drabsmand har fået sin dom.

Wayne Couzens var politimand og brugte en aften i marts sin autoritet og sit politiskilt til at lokke den 33-årige marketingsansvarlige ind i sin bil, hvorefter han bortførte, voldtog og kvalte hende.

Sarah Everard blev kidnappet, voldtaget og til sidst myrdet af en politimand.
Sarah Everard blev kidnappet, voldtaget og til sidst myrdet af en politimand. -

Han har tilstået forbrydelsen, og torsdag blev han idømt fængsel på livstid.

Drabet på Sarah Everard skabte ikke bare en voldsom debat om vold mod kvinder og kvinders sikkerhed i det offentlige rum.

Sagen har også ført til selvransagelse og heftig kritik af Metropolitan Politice og chefen Cressida Dick.

Ifølge britiske medier bliver en række racistiske, sexistiske og homofobiske beskeder på appen WhatsApp lige nu kigget nærmere efter i sømmene.

Den 48-årig Wayne Couzens har indrømmet mordet på Sarah Everard. Torsdag fik han livstid.
Den 48-årig Wayne Couzens har indrømmet mordet på Sarah Everard. Torsdag fik han livstid. -

Det samme gør de politibetjente, der har deltaget i chatten på det sociale medie.

Det har nemlig vist sig, at Couzens har udvekslet – hvad der bliver omtalt som – »modbydelige« beskeder med racistisk, sexistisk og homofobisk indhold.

Seks personer – heraf er de tre betjente hos »The Met« – skal nu undersøges nærmere, fordi det er kommet frem, at de i månederne op til drabet på Sarah Everard i en gruppe på WhatsApp skrev med den nu dømte politimand. Mange af beskederne har angiveligt et så rystende indhold, at de ikke tåler dagens lys, skriver The Times.

I alt 16 betjente indgår i efterforskningen om det, som Daily Mail kalder »institutionel kvindehad.«

Sagen kommer på et meget dårligt tidspunkt for politiet i London, som kæmper med at genopbygge sit image efter den tragiske drabssag.

Og især kan den være dråben, der får bægeret til at flyde over for politichefen, som flere og flere nu kræver fyret.

En af kritikerne er parlamentsmedlem for Labour, Harriet Harman, som i et brev til Dame Cressida Dick skriver, at tilliden til politiet »er blevet knust.«

Ifølge BBC mener Labour-politikeren ikke, at Dick er den rigtige til at stå for de forandringer, der er påkrævet i politiet for at genopbygge tilliden.

Cressida Dick talte til pressen umiddelbart efter domfældelse af den tidligere betjent Wayne Couzens.
Cressida Dick talte til pressen umiddelbart efter domfældelse af den tidligere betjent Wayne Couzens. HENRY NICHOLLS

På et pressemøde torsdag umiddelbart efter, at der var faldet dom i sagen, talte politichefen til pressen og understregede, at Everard-sagen har kastet skam over etaten.

Hun understregede, at hun vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for, at noget lignende aldrig vil gentage sig, men til manges skuffelse nævnte hun ingen konkrete tiltag eller reformer.