Kritikken er haglet ned over Københavns Universitet, siden en lektor tidligere på året viste et billede med teksten »Death, death to the IDF« (»Død, død over det israelske militær«) under en forelæsning.

Lino Vogt, der underviser på Det Juridiske Fakultet, er blevet krævet fyret af et folketingsmedlem. 

Og en israelsk-dansk studerende fortalte tidligere på måneden til B.T., at hun gik ned med stress som følge af Vogts opfordring til drab mod det militær hun selv har aftjent værnepligt i, og hvor skuffet hun blev over, at han slap med en advarsel fra KU.

Nu langer en ansat på KU, der også har jødisk baggrund, ud efter ledelsen, som hun mener har valgt den mindst konfliktfyldte løsning ved at lade Vogt slippe med en advarsel.

Den ansatte, der af sikkerhedsmæssige årsager ønsker at være anonym, stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om en opfordring til drab på et andet folk ville være blevet håndteret anderledes.

»Jeg kunne godt tænke mig at spørge Lino Vogt, eller måske snarere ledelsen på KU og forskningsministeren: Hvad ville konsekvensen have været, hvis en israelsk eller dansk-jødisk underviser i en undervisningstime, eller i øvrigt på universitetet, havde vist et billede med budskabet ‘Death to Hamas’ eller ‘Death to the Palestinians’?«

»Ville vedkommende også blot have modtaget en skriftlig advarsel, efterfulgt af en forsikring om fra Forskningsministeren, at KU havde håndteret sagen resolut? Eller ville reaktionen have været en anden?” spørger den ansatte. B.T. er bekendt med kvindens identitet.

Kvinden fortæller samtidig, at hun siden Hamas' terrorangreb den 7. oktober har følt sig utryg på universitetet på grund af omfattende anti-israelsk aktivisme blandt studerende.

»Jeg føler ikke, at den øverste ledelse på KU har håndteret den utryghed, som nogle studerende og ansatte med jødisk baggrund og rødder føler, når de går på arbejde. Jeg undertrykker min baggrund og identitet, og jeg skjuler mine holdninger til konflikten mellem Israel og Hamas. Jeg tør ikke tage min Davidstjerne på, på arbejde,« fortæller hun.

Hun fortæller samtidig, at plakater, palæstinensiske flag, slogans og klistermærker relateret til konflikten er blevet en del af hverdagen på universitetet.

»Jeg er ikke omgivet af folk med en anden ‘holdning’, men af folk, der ønsker intifada – de ønsker mig død. Det gør mig bange,« fortsætter hun.

Anti-israelske aktivister har bl.a. advokeret for akademisk boykot af Israel. Bevægelsen »Studerende Mod Besættelsen« refererer til Israel som den »zionistiske enhed« og kræver, at KU stopper alt samarbejde med israelske universiteter.

Bevægelsen betegner samtidig sig selv som antizionistisk – et begreb, der af mange jøder bliver betegnet som antisemitisk.

»Jeg, og mange andre jøder på universitet, vælger ikke at råbe op. Ikke fordi vi ikke har lyst til det, men fordi det er forbundet med en vis risiko. Tonen er hård og dialogen unuanceret uden for universitetets vægge, men det er den også blevet internt på KU,« udtaler den ansatte.

»Alle andre kan give udtryk for deres holdning med bannere, opslag, plakater og demonstrationer på KU – men kan vi det, som jøder? Uden at frygte for vores sikkerhed – og måske endda vores liv?« spørger hun.

B.T. har forelagt KU den kvindelige ansattes udtalelser, men universitetet har afvist at kommentere dem.