En folketingspolitiker har krævet ham fyret, og Københavns Universitet gav ham en advarsel.

Det sker efter, at lektor ved Det Juridiske Fakultet Lino Vogt tidligere på året viste et billede med teksten »Death, death to the IDF« («Død, død over det israelske militær«) under en forelæsning.

Vogt stod senere ved sin opfordring i et interview med Radio4

Nu fortæller en dansk-israelsk studerende på KU, der har aftjent værnepligt i IDF, hvordan lektorens opfordring til drab på medlemmer af det militær, hun selv har været en del af, har påvirket hende i en sådan grad, at hun gik ned med stress og var tæt på at droppe ud af sit studie.

I et interview med B.T. langer hun også hårdt ud efter KU, som hun mener ikke har taget Vogts opfordring til drab alvorligt.

»Jeg var chokeret, da jeg så opslaget. Jeg brød fuldstændigt sammen. 

Jeg har selv været i IDF, og det er meget grænseoverskridende for mig at gå på et universitet, hvor en underviser kan skrive noget, som jeg oplever som et ønske om, at jeg, min familie og venner i Israel skal dø,« fortæller kvinden. Af sikkerhedsmæssige årsager ønsker hun at være anonym. 

B.T. er bekendt med kvindens identitet.

»Jeg blev meget skuffet, da jeg fandt ud af, at han kun fik en advarsel. Det her har påvirket mig psykisk så meget, at jeg endte med at gå ned med stress, dumpede eksamen og var tæt på at droppe ud af studiet,« fortsætter hun. 

Kvinden beretter også om, hvordan hun oplever, at medstuderende ekskluderer hende på grund af sit israelske ophav.

»På mit studie er der en stemning af, at hvis man ikke har de samme holdninger som flertallet, kan man ikke være en del af fællesskabet. 

Der er et enormt gruppepres. På grund af min baggrund bliver jeg ofte ekskluderet. Jeg får kolde blikke og bliver tit ignoreret, når vi skal arbejde i grupper. 

Jeg er blevet grinet direkte op i ansigtet, fordi jeg omtalte landet som Israel. En medstuderende blev også latterliggjort, fordi han hilste på mig,« udtaler hun.

Og der er ifølge kvinden ikke meget hjælp at hente hos universitetet. 

»Jeg oplever ikke, at jeg får den støtte fra universitetet, som jeg har brug for. Jeg har gået til en underviser med de her oplevelser to gange. 

I løbet af to semestre er jeg ikke blevet spurgt én eneste gang om, hvordan jeg har det på studiet, hverken af mine medstuderende eller af underviserne, selvom de er klar over, at studerende med israelsk baggrund også har oplevet lignende ting på andre årgange,« siger hun.

Ifølge kvinden er oplevelserne på KU ikke overraskende. Faktisk har hun gentagne gange oplevet racisme og antisemitisme i de år, hun har boet i Danmark. Først fra 2012 til 2015 og sidenhen fra 2020 og frem til i dag.

På den folkeskole, hun gik på i Jylland, oplevede hun at få tegnet hagekors på sit bord. Kombinationen af alle de oplevelser, hun har haft i sine år i Danmark, får hende nu til at overveje at flytte fra landet.

»Mine mange oplevelser med antisemitisme får mig til at overveje, om jeg overhovedet har en tryg plads i Danmark. Jeg synes ikke, det bliver taget alvorligt nok, og jeg føler mig utryg både på universitetet og i min hverdag,« siger hun og fortsætter:

B.T. har forelagt kvindens udtalelser for KU.

I et skriftligt svar udtaler Liselotte Madsen, prodekan for uddannelse ved Det Juridiske Fakultet: 

»Vi er oprigtigt kede af, at den studerende har haft disse oplevelser. Der er ingen studerende på Københavns Universitet, der skal føle sig utrygge eller ekskluderede på grund af deres baggrund, religion eller politiske opfattelser.« 

»På tværs af fakulteterne tager vi alle henvendelser om f.eks. diskrimination alvorligt og behandler klager efter de regler og procedurer, der gælder på området. Vi beklager oprigtigt, at den studerende føler sig dybt krænket og personligt truet, siger Liselotte Madsen blandt andet.

Hun tilføjer, at »vi finder det klart uacceptabelt, at det pågældende billede (Død over IDF) er fremkommet i forbindelse med undervisning uden klar undervisningsmæssig kontekst. Det er en situation, som KU tager meget alvorligt, og medarbejderen er derfor – som han selv har oplyst i medierne – tildelt en skriftlig advarsel«.