Sportmasters stenrige russiske ejere tager nu afstand fra krigen i Ukraine.

Det fremgår af et svar til B.T. i kølvandet på et mudret forløb, hvor Sportmaster først afviste at være russisk ejet. Men nu må kæden erkende, at dens tre bagmænd har russisk statsborgerskab.

»Vi driver international forretning af sportsartikler. Vi blander os ikke i politik i nogen af de steder, vi gør forretning, og vi er imod krigen,« udtaler de tre ejere i en mail til B.T.

Sagen tog sin begyndelse for en uge siden, hvor Sportmaster begyndte at figurere på lister over russiske virksomheder, man skulle holde sig fra.

Listerne blev delt på forskellige sociale medier, og det fik direktør for Sportmaster Danmark Andreas Holm til tasterne på det sociale medie LinkedIn, hvor han hævdede, at Sportmasters ejere slet ikke er russere, men ukrainere.

En forklaring han i første omgang gentog over for B.T.

»Vi er ejet af et selskab, som har nogle ejere, der har været russiske statsborgere. To af ejerne er født under Sovjet, i det, der bliver til Ukraine,« sagde Andreas Holm og forklarede, at de to ejere Nikolaj og Vladimir Fartusjnjak nu er europæiske statsborgere.

Men det viser sig, at de tre ejere brødrene Nikolaj Fartusjnjak og Vladimir Fartusjnjak samt Aleksandr Ivanovitj Mikhalskij alle har russisk statsborgerskab.

Det står klart, efter B.T. har undersøgt de tre ejere nærmere. Det er ganske vist rigtigt, at Fartusjnjak-brødrene er europæiske statsborgere.

Det blev de i enten januar eller december i 2015 gennem en finte, hvor man mod heftige summer kunne købe sig til status som maltesisk statsborger. Et såkaldt ‘gyldent pas’.

På en nu nedlagt hjemmeside fra den maltesiske regering, hvor man kan se, hvem der har opnået statsborgerskab, optræder Nikolaj Fartusjnjaks navn samt otte familiemedlemmer, heriblandt broderen Vladimirs.

Ifølge professor i sociologi ved Aston University og forfatter til bogen ‘Rige russere’, Elisabeth Schimpfössl, er det normalt for rige russere at købe sig til andre pas.

»Med pas følger rettigheder, og det giver rige russere en større frihed. Ud over større mobilitet, får de adgang til retssale, forretningsaktiviteter og andre muligheder for at købe ejendom,« siger hun til B.T.

Det ændrer dog ikke ved, at de tre ejere også er russiske statsborgere og har grundlagt deres forretningsimperium i Moskva.

Det viser B.T.s research i offentligt tilgængelige registre i Danmark og i Storbritannien, ligesom de tre ejere er nævnt i PandoraPapers, som var en kæmpe lækage af oplysninger om personer, der benytter sig af skattely.

Og ifølge Elisabeth Schimpfössl er der ingen tvivl om, at Sportmasters ejere er tæt forbundne med de russiske oligarker, som hele den vestlige verden i øjeblikket vender sig mod.

(ARKIV) Efter Sovjetunionens fald blev mange russere i 90erne utroligt velhavende. Herunder de tre ejere af Sportmaster, der grundlagde deres forretningsimperium i Moskva. I perioden fungerede Boris Jeltsin som præsident, han blev senere afløst af Putin.
(ARKIV) Efter Sovjetunionens fald blev mange russere i 90erne utroligt velhavende. Herunder de tre ejere af Sportmaster, der grundlagde deres forretningsimperium i Moskva. I perioden fungerede Boris Jeltsin som præsident, han blev senere afløst af Putin. Foto: EPA/ALAIN-PIERRE HOVASSE
Vis mere

Præsenteret for de nye oplysninger i sagen erkender direktør for Sportmaster Danmark Andreas Holm, at kædens ejere har russisk statsborgerskab.

Havde jeres ejere fortalt jer, at de ikke var russiske statsborgere?

»De havde sagt, at de var europæiske statsborgere nu. Så det blev ikke ordret sagt, at de ikke var russiske statsborgere. Og igen, det, der var vigtigt for dem at sige, var, at de i forhold til sindelag er imod krigen.«

Hvorfor skal man ikke boykotte Sportmaster?

»Fordi Sportmaster er en dansk virksomhed, vi agerer selvstændigt og har en dansk ledelse. Derudover kommer der ikke en krone til Rusland, hvis vi laver et overskud. Vores strategi er, at når der kommer et overskud, så skal det investeres tilbage i den danske forretning.«

Derudover fortæller Andreas Holm, at Fartusjnjak-brødrene føler sig som ukrainere, og Nikolaj Fartusjnjak for ganske nylig fejrede sin fødselsdag iklædt ukrainsk folkedragt.

I 2021 vedtog Ukraine sanktioner mod Sportmaster, som inkluderede, at firmaet blandt andet ikke må flytte ressourcer ud af landet, og at firmaet ikke må importere produkter til Ukraine.