Den sorte boks fra passagerflyet, der mandag styrtede ned med 189 mennesker om bord, er bjærget fra havbunden.

Indonesiske dykkere har fundet den sorte boks fra det nedstyrtede indonesiske passagerfly fra Lion Air.

Det fortæller en af dykkerne fra redningsfartøjet 'Baruna Jaya' torsdag.

»Vi gravede og fik fat i den sorte boks,« siger dykkeren Hebra til Metro TV og tilføjer, at boksen blev bjærget fra mudder på havbunden.

Han fortæller videre, at boksen, der trods navnet er orange, er intakt.

Den sorte boks indeholder blandt andet optagelser fra cockpittet samt data fra flyet, der er vigtige for efterforskningen af styrtet.

Passagerflyet fra lavprisselskabet Lion Air med 189 personer om bord styrtede ned ud for Indonesiens kyst mandag.

Flyet havde kun været i drift i få måneder, men det havde tekniske problemer på en flyvning fra Bali til Jakarta søndag.

Mandagens ulykke har udløst spekulationer om, hvorvidt den nye Boeing-model har grundlæggende tekniske fejl.

Eksperter siger dog, at det stadig er for tidligt at sige noget om årsagen til styrtet.

/ritzau/Reuters