En drabssag ryster i disse dage Italien, efter gerningsmanden til et brutalt rovmord har erkendt, at han slog sit offer ihjel, fordi han gik og så glad ud på gaden.

Gerningsmanden Said Machaouat var deprimeret, fordi hans kone havde forladt ham. Og det blev udslagsgivende for offerets grumme skæbne.

I retten forklarede Said Machaouat, hvordan han den 23. februar havde sat sig på en bænk i byen Torino.

Her sad han og fulgte de forbipasserende, indtil han udså sig et offer. Det blev den unge mand Stefano Leo. 27-årige Said Machaouat gik op bag 34-årige Stefano Leo og stak ham i halsen med en kniv. Det skriver The Times.

Politiet jagtede ham frem til den 20. marts, hvor han overgav sig til myndighederne. I retten forklarede han, at han valgte at dræbe hr. Leo, fordi han virkede så glad og som en diametral modsætning til hans eget deprimerede sind.

»Ofret skulle være ung, italiensk, være på min alder, være typen, som kendte alle, han gik i skole med, og være sådan en, der bekymrer sig om sine forældre,« sagde han:

»Jeg ville have, at hans død skulle give genlyd. Det skulle ikke være en gammel person, som ingen ville tale om.«

Sagen har vakt opsigt i Italien, hvor pressen dækker den dystre sag massivt.

Den anklager, der afhørte gerningsmanden, har forklaret, at han måtte bede ham om at gentage sit motiv, da han ikke kunne tro, hvad han hørte.

»Jeg får stadigvæk kuldegysninger ved tanken,« siger anklageren Paolo Borgna ifølge The Times.

En af gerningsmandens venner har forklaret til den italienske avis La Stampa, at motivet kan have forbindelse til satanisme.

Gerningsmanden læste op til drabet en del bøger om satanisme, forklarer vennen.