Tidligere drabschef Ove Dahl taler ud om en af de mest omtalte rocker-sager i Danmark nogensinde. Nemlig sagen om 'Raketmorderen i Titangade’.
I 1990'erne var en heftig rockerkrig i gang mellem Hells Angels og Bandidos. To rockergrupper, som Københavns Politi dengang holdt meget øje med - og stadig gør.
5. oktober 1996 blev to dræbt og 18 såret efter et attentat mod et Hells Angels-klubhus.
I klubhuset blev der afholdt en fest med knap 200 gæster. Alle var velkomne - både medlemmer af rockergruppen og naboer i området.
En af de dræbte var en 29-årig enlig mor, som boede i nærområdet, og som deltog i festen af ren nysgerrighed.
I spidsen for efterforskningen stod, nu tidligere, drabschef Ove Dahl.
»Søndag morgen sker der det, at der bliver affyret en panserværnsraket. Den er i stand til at bryde igennem et kampvognspanser, derfor er det en dræbermaskine, der bliver slynget ind i det her hus fyldt med uskyldige mennesker,« siger Ove Dahl i onsdagens afsnit af Kanal 5-programmet 'Profil af en morder'.
Ove Dahl husker sagen som den mest dramatiske i sin tid som drabschef for Københavns Politi.

»At man benytter en panserværnsraket og skyder det direkte ind i et klubhus, hvor der var et par hundrede mennesker. Både rockere, men også almindelige beboere og naboer på området. Det er noget af det mest barske, jeg har oplevet,« siger Ove Dahl til B.T.
»Raketten bruger man normalt i krig til at nedlægge kampvogne og andre store ting. Så det er virkelig det kraftigste våben, man kan forestille sig, og noget af det værste, jeg har set. Effekten var også forfærdelig i og med, at der var to mennesker, der blev dræbt, og mange, der blev alvorligt kvæstet.«
Ove Dahl fortæller i programmet, at politiet i starten var på bar bund.
De fandt dog hurtigt frem til en elefanthue, der lå efterladt i en kælderskakt, hvor der var blodrester på. Men det var svært at finde ud af, hvis blod det var, da der i 90'erne ikke var noget dna-register. Derfor manglede de stadig en mistænkt.

En mistænkt, som hurtigt blev omtalt som 'raketmanden'.
Politiet havde dog en idé om, hvem de var på udkig efter.
»Når man taler om attentat med panserværnsraket, er man nødt til at finde nogen med erfaring,« siger Ove Dahl i programmet.
Et medlem fra Bandidos tippede politiet om en person, der med stor sandsynlighed kunne være 'raketmanden'.
»Ham, der angiveligt havde affyret raketten, var prøvemedlem hos Bandidos. Vi fandt ud af, at han havde en fortid i militæret, hvor han var bekendt med panserværnsraketter. Det var selvfølgelig nogle supergode informationer at få på et tidligt tidspunkt,« siger Ove Dahl i programmet.
'Raketmanden' var angiveligt rejst til Frankrig. Men 19. november kom han tilbage til Danmark. Og det var politiet forberedt på.
»Der havde man lagt en fælde og fortalt ham, at han skulle på politistationen for at have forkyndt et forhold for noget tidligere, og det gjorde han,« siger Ove Dahl i programmet.
»Og i samme sammenhæng blev han anholdt af politiet.«

Herefter gjorde Ove Dahl alt, hvad han kunne, for at samle beviser på, at han var den skyldige.
I programmet fortæller Henrik Færch, bombeekspert i forsvaret, at man med stor sandsynlighed, når man affyrer en panserværnsraket, vil blive skadet selv, fordi den har så stor kraft.
Og noget så simpelt som et ar under 'raketmandens' øje var derfor nok til, at man kunne spore ham til attentatet. Man undersøgte arret under 'raketmandens' øje og beviste, at det passede med, at det var ham, der var blevet skadet under affyringen.
Også hans dna passede til det blod, de havde fundet på elefanthuen.

'Raketmanden' blev erkendt skyldig og fik en livstidsdom. Han afsonede 18 år og blev herefter løsladt. Ove Dahl mener personligt, at 'raketmanden' er sluppet for billigt.
»Jeg har en professionel holdning til, at vi har et fornuftigt strafsystem. Han fik den højeste straf, man kan få,« siger Ove Dahl til B.T. og fortsætter:
»Personligt synes jeg, 18 år er for kort tid, når man har slået to mennesker ihjel og såret så mange. Vi har eksempler på nogle, der får livstid, som sidder inde i langt længere tid. Jeg tror, det er en enkeltstående vurdering, hvor forskellige omstændigheder afgør det. Men ja, 18 år i forhold til livstid lyder lidt billigt.«