Tysk politi har tirsdag indledt en efterforskning af et formodet drabsforsøg på et universitet i den sydvestlige by Darmstadt, hvor syv mennesker mandag fik symptomer på forgiftning efter at have drukket mælk eller vand.
Politiet er ved at undersøge de beholdere med mælk og vand, som de berørte drak af. En af de berørte personer er i kritisk tilstand. De seks øvrige blev bragt til behandling på et hospital mandag.
Episoden skete i en bygning i campus på Darmstadts Tekniske Universitet.
»Det stof, som menes at have forårsaget forgiftningerne, er endnu ikke blevet undersøgt,« siger politiet.
Øjensynligt er de pågældende beholdere til mælk og vand blevet penslet med en substans, der lugter som syre. Dette menes at være sket mellem fredag og mandag.
De første tegn på sygdom kom midt på dagen mandag, da flere personer blev utilpasse, og deres hud mistede farve.
Krisepersonale gennemsøgte senere hele bygningen og tog prøver af mange stoffer for at få dem undersøgt i laboratoriet.
»Der er ingen tegn på, at andre bygninger på universitetet er berørt,« siger politiet.
Men alle på universitetet er blevet advaret mod at spise eller drikke noget, som har været i den bygning i de dage, hvor forbrydelsen menes at være sket.
/ritzau/dpa


