Drabet på en 33-årig kvinde har vakt store følelser i Storbritannien og på de sociale medier.

Lørdag aften gik hundredvis af mennesker på gaden i Clapham i det sydlige London, for at mindes den 33-årige Sarah Everard, der onsdag blev fundet dræbt.

Kvinden havde været efterlyst siden 3. marts, hvor hun gik alene hjem efter et besøg hos en veninde. En 48-årig politibetjent er anholdt i sagen og sigtet for bortførelse og drab på den 33-årige kvinde, skriver BBC.

Og netop dét faktum, at Sarah Everard mistede livet, blot fordi hun var gået alene hjem, har fået massevis af indbyggere i London til at møde op i Clapham lørdag, for at mindes den 33-årige kvinde.

Mindehøjtidligheden var ellers aflyst af hensyn til coronarestriktionerne, men hundredvis af briter gik alligevel på gaden for at mindes den dræbte. Foto: Scanpix
Mindehøjtidligheden var ellers aflyst af hensyn til coronarestriktionerne, men hundredvis af briter gik alligevel på gaden for at mindes den dræbte. Foto: Scanpix Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

'Alt hun gjorde var at gå hjem,' står der på et hjemmelavet papskilt.

'Uddan vores sønner,' står der på et andet.

Også i Underhuset har sagen fået opmærksomhed, fordi den taler ind i en principiel diskussion om britiske kvinder, der bliver slået ihjel af mænd.

Det fik blandt andet Labour-parlamentarikeren Jess Phillips til at remse navnene op på alle de kvinder, der det seneste år er blevet slået ihjel af mænd. Det tog hende fire minutter at nævne alle navnene.

Mange af de fremmødte havde medbragt hjemmelavede skilte med budskaber om, at kvinder skal have lov at gå hjem i fred. Foto: Scanpix
Mange af de fremmødte havde medbragt hjemmelavede skilte med budskaber om, at kvinder skal have lov at gå hjem i fred. Foto: Scanpix Foto: JUSTIN TALLIS
Vis mere

Også den britiske hertuginde Kate Middleton var forbi mindehøjtideligheden.

»Hun kan godt huske, hvordan det var at gå rundt i London om aftenen,« fortæller en kilde tæt på hertuginden til People.

Borgmesteren i London har også blandet sig i debatten. På Twitter skriver han, at 'det er på grund af mænd, at kvinder føler sig så utrygge dagligt. Det er ikke kvinderne, der skal ændre deres måde at leve på, det er mænd, der har brug for at ændre sig.'

På Instagram deler flere kvinder – også i Danmark – særligt ét budskab: 'Skriv til mig, når du er hjemme.'

Opslaget har fået flere end to millioner likes, og det beskriver, hvordan kvinder altid går med nøglerne fremme så det udgør en skarp genstand, når de går alene hjem. Hvordan de har delt deres live-lokation med andre, når de har været på vej alene hjem. Det beskriver også, hvordan nogle kvinder føler sig nødsaget til at tjekke op på hinanden. Det gøres ved skrive en besked, når man er nået hjem fra en gåtur om aftenen.