Hendes lig lå under en bunke blade i Greenwich Park.

Her blev hun fundet af en hundelufter, der tilfældigt kom forbi på stedet. Kun få minutters gang fra den unge kvindes hjem.

Drabet på den 28-årige Sabina Nessa sender i disse dage chokbølger gennem den britiske hovedstad.

Hun blev fundet lørdag aften i Kidbrooke i det sydøstlige London, men alt andet i sagen er lige nu et åbent spørgsmål.

For hvad blev hun udsat for de sidste minutter og sekunder af sit liv?

Og ikke mindst:

Hvem er ansvarlig for hendes tragiske skæbne?

Flere britiske medier dækker sagen, som udover sorg og forfærdelse, også har skabt vrede i byen.

Briterne er rasende over, at gaderne i London tilsyneladende stadig ikke er et sikkert sted at færdes for kvinder.

Mordet på den unge lærerinde kommer nemlig kun et halvt år efter, at den 33-årige Sarah Everard skabte overskrifter både i og langt uden for Storbritanniens grænser.

Under coronanedlukningen i marts i år blev hun passet op af en politibetjent, som kidnappede, voldtog og myrdede hende.

Drabet sendte skræk og rædsel gennem Londons gader og skabte en voldsom debat om overgreb på kvinder og kvinder sikkerhed i det offentlige rum.

På Twitter har historien om Sabina Nessa straks pustet nyt liv i debatten om kvinders sikkerhed, og mange deler hendes billede og historie under hashtagget #SayHerName.

Men en del antyder dog også, at drabet på Sabina Nessa ikke har fået nær så meget opmærksomhed og omtale som det på Sarah Everard, fordi Sabina havde asiatiske rødder og ikke var hvid.

Udover den personlige tragedie, som dødsfaldet er for hendes familie og venner, så skaber drabet på Sabina også nogle af de samme frustrationer, som opstod i forbindelse med Sarah Everards død.

Tv-stationen ITV mødte Sabina Nessas fætter på gerningsstedet, og han lagde ikke skjul på den store sorg, som har ramt hendes familie.

Zubel Ahmed beskriver kusinen som »den mest omsorgsfulde person – den venligste, sødeste kvinde, du kunne møde.«

Han fortæller også, at Sabina – præcis som Sarah Everard – bare var på vej gennem byen og gik en rute, som hun havde fulgt mange gange tidligere.

»Hun blev overfaldet på vej fra sit hjem, og hun var kun fem minutter væk herfra på hendes normale rute, som hun har gået de seneste uger, mens hun arbejdet på skolen og gik til og fra,« fortæller han.

»Hun har undervist i to år. Hun elskede det. Elskede børnene, og hun havde et par katte derhjemme. Hun var bare sådan en smuk sjæl.«

Umiddelbart efter fundet af Sabina Nessa blev en mand i 40erne anholdt i sagen. Han er senere blevet løsladt og er tilsyneladende ikke længere interessant for politiet.

Nu skriver flere britiske medier, at en 38-årig mand fra Lewisham i det sydøstlige London er blevet anholdt i sagen. Han mistænkes for at stå bag mordet.

Politiet beder desuden offentligheden om hjælp. De leder efter en anden mand, som var i nærheden, da drabet fandt sted, og en bilist som kørte forbi i en grå bil.

Efter drabet har myndighederne uddelt flere hundrede alarmer til kvinder i området, hvor Sabina Nessa blev fundet. Hvis en kvinde trykker på alarmen under et overfald, udsender den en høj lyd, som tilkendegiver, at hun har brug for hjælp.

Tusindvis gik på gaderne i foråret for at mindes Sarah Everard. Det er lige nu uvist, om drabet på Sabina Nessa vil skabe en lignende reaktion.

På fredag har Sabinas naboer planlagt en mindehøjtidelighed for hende i Kidbrooke i Greenwich, hvor de vil tænde lys for hende.