På en smuk og lun forsommeraften for næsten 21 år siden besluttede 10-årige Lena Sløgedal Paulsen og 8-årige Stine Sofie Sørstrønen sig for at tage en aftendukkert.

To dage senere blev pigernes lig fundet i et buskads. De var blevet voldtaget og myrdet. Først nu bryder deres fædre tavsheden – af en helt særlig grund.

De to brutale børnemord rystede Norge, og nu er sagen blevet et stort samtaleemne igen.

Den dengang 19-årige Jan Helge Andersen erkendte i den efterfølgende retssag, at han var skyldig i voldtægt og drab. Men han hævdede samtidig, at hans ven siden barndommen, den to år ældre Viggo Kristiansen, havde deltaget aktivt og truet og tvunget ham til at begå de frygtelige forbrydelser. Derfor blev Viggo Kristiansen idømt 21 års forvaring.

Men Viggo Kristiansen har altid benægtet sin medvirken, og der er ingen tekniske beviser var, for at han var til stede.

Efter en lang kamp får Viggo Kristiansen nu genoptaget sin sag – og den debat, det har medført i Norge, ryster de dræbte pigers fædre så meget, at de nu står frem.

Arne Bernt Paulsen og Jostein Sørstrønen var så tynget af sorg, at de ikke magtede at møde op i retten dengang Jan Helge Andersen og Viggo Kristiansen blev dømt.

'Uforskammet'

Det vil de denne gang, og de støtter begge, at sagen kommer for retten igen – selvom det igen rusker op i det traume, der har ligget på nethinden lige siden den majaften i år 2000, hvor de mistede deres elskede piger  – fortæller Jostein Sørstrønen til Dagbladet.

Stine Sofie Sørstrøen (t.v.) og Lena Sløgedal Paulsen blev begge voldtaget og dræbt i år 2000 i Kristiansand i det sydlige Norge. To unge mænd blev idømt henholdsvis 19 års fængsel og 21 års forvaring. Nu bliver sagen genoptaget for den ene af mændene, som hele tiden har hævdet, han er blevet udsat for justitsmord.
Stine Sofie Sørstrøen (t.v.) og Lena Sløgedal Paulsen blev begge voldtaget og dræbt i år 2000 i Kristiansand i det sydlige Norge. To unge mænd blev idømt henholdsvis 19 års fængsel og 21 års forvaring. Nu bliver sagen genoptaget for den ene af mændene, som hele tiden har hævdet, han er blevet udsat for justitsmord. Foto: Scanpix
Vis mere

Til gengæld er de rystet over, at mange nordmænd nu taler om, at der er begået justitsmord mod Viggo Kristiansen og ønsker ham frikendt.

Et 'Fri Viggo'-logo spreder sig i disse dage på sociale medier i Norge – og det er også dukket op på et busstoppested ved badeområdet Baneheia i Kristianssand. Kun en spytklat fra det sted, hvor Lena Sløgedal Paulsen og Stine Sofie Sørstrønens skamferede lig blev fundet for næsten 21 år siden.

»Jeg oplever det som uforskammet, når mange udtaler sig uden at overhovedet at kende til sagen. Det er derfor, vi fædre nu kommer på banen for at fortælle, hvad der er virkeligheden her. Folk må have lidt anstændighed. Det er næsten for let at udtrykke sin mening,« siger Jostein Sørstrønen, som er Stine Sofies far, til Dagbladet.

Overfor lokalavisen Fædrelandsvennen kommer Lena Sløgedals far Arne Bernt Paulsen med samme budskab.

De to fædre er den dag i dag overbeviste om, at Viggo Kristiansen er medskyldig i drabene, og de ønsker, at alle detaljer i sagen kommer frem i den nye retssag.

'Vi er frygteligt glade'

Siden Genoptagelseskommission for Straffesager for små tre uger siden med et snævert flertal besluttede at lade sagen gå om, har der efter fædrenes opfattelse været for ensidigt et fokus på de aspekter i sagen, som peger i retning af, at Viggo Kristiansen blev uskyldigt dømt.

Blandt andet peger fædrene på, at Viggo Kristiansen i forvejen er dømt for seksuelle overgreb på en pige og en dreng, som begge var under ti år gamle, da overgrebene fandt sted. Der er også fundet pornografisk materiale af grov karakter hos den dømte.

Viggo Kristiansens familie er af en helt anden opfattelse.

»Vi er frygteligt glade for, at kommissionen siger ja til at prøve sagen igen. Det er en enorm lettelse,« siger broren, Trond Kristiansen, til Dagbladet.

Viggo Kristiansen har under sin lange afsoning aldrig søgt om prøveløsladelse, da han mener, det indirekte vil være en form for indrømmelse af skyld fra hans side.

I løbet af de mange år, der er gået, mens den i dag 41-årige Viggo Kristiansen har afsonet i det berygtede Ila-fængsel uden for Oslo, har han derimod søgt om genoptagelse af sin sag hele seks gange. Senest i december 2019. Først sjette gang fik han medhold.

Den i dag 38-årige Jan Helge Andersen blev prøveløsladt i 2016. Han har afsonet sin straf.

Viggo Kristiansens genoptagne sag er endnu ikke berammet ved retten.

De myrdede pigers fædre Arne Bernt Paulsen og Jostein Sørstrønen drømmer om, at forvaringsdommen fra dengang stadfæstes – og at der dermed kommer et endeligt punktum i sagen.