Antallet af uforklarlige dødsfald i Den Dominikanske Republik er nu oppe på ni inden for de seneste 13 måneder. Nu kommer myndighederne med en besynderlig forklaring på det ene dødsfald.

Det bemærkelsesværdige antal af døde turister i ferieparadiset har fået blandt andre FBI til at famle i blinde, men nu kan det amerikanske forbundspoliti godt stoppe med at undersøge årsagen bag det ene af de i alt ni uforklarlige dødsfald.

I hvert fald hvis det står til myndighederne i Den Dominikanske Republik.

De er nemlig kommet frem til den konklusion, at den amerikanske kvinde, der i sidste måned blev fundet død ved siden af sin forlovede på deres hotelværelse på The Grand Bahia Principe Hotel i byen La Romana, døde af chok over at se sin forlovede ligge livløs.

Det skriver New York Post.

Den 49-årige kvinde ved navn Cynthia Ann Day og hendes 63-årige forlovede, Edward Nathaniel Holmes, blev begge fundet døde, da de den 30. maj ikke dukkede op i receptionen for at tjekke ud som planlagt.

De to dødsfald fandt sted blot fem dage efter, at en anden amerikansk kvinde ved navn Miranda Schaup-Werner var faldet død om på selvsamme hotel.

Men ifølge en talsmand fra Sundhedsministeriet i Den Dominikanske Republik skal landet ikke beskyldes for at have et ansvar i den lange række af uforklarlige dødsfald det seneste års tid.

»Det er en meget speciel sag, når det kommer til de (døde, red.) amerikanske turister,« siger talsmanden ved navn Carlos Suero og henviser til Cynthia Ann Day og Edward Holmes.

»Hun døde højst sandsynligt af chok over at se personen ved siden af hende ligge død,« fortsætter han.

Det lokale politi har tidligere udtalt, at parret døde af respirationssvigt og lungeødem.

Ifølge Carlos Suero var deres hotelværelse fyldt med receptpligtig medicin.

»De bar stort set rundt på et apotek. De havde piller for blodtrykket, for hjertet og de havde anti-depressiv medicin. Når du flyver og rejser med alt den medicin, er der en risiko for, at den her slags kan ske,« siger Carlos Suero.

Parrets familie udtaler til det amerikanske medie, at de har tænkt sig at få foretaget en ny obduktion af ligene i USA.

Det er ikke første gang, at et populært ferieland bruger chok-faktoren som forklaring på mystiske dødsfald.

Tilbage i januar måned mistede to danske venner - Verner Strunck og Leif Kristensen - livet med to dages mellemrum på deres hotel i Egypten.

De to esbjergensiske mænd - begge i 60'erne - var på ferie sammen i badebyen Hurghada, hvor de boede på det udskældte lavprishotel Elysees Dream Beach Hotel. Hotellet kaldte efterfølgende dødsfaldene for 'naturlige'.

»Den første gæst var en gammel mand, og måske var der noget galt med hans medicin. Han var gammel, og lægen fortalte os, at det var normalt at dø, mens man sov,« fortalte Mohammed, desk manager på det pågældende hotel, til B.T.

I forhold til det andet dødsfald lød forklaringen, at det skyldtes chok over det første.

»Vores personale fandt ham om morgenen på hans værelse, og lægen blev tilkaldt, som forklarede os, at det var en normal dødsårsag. Det skyldes ikke noget underligt - måske døde han, fordi han var ked af det på grund af sin ven.«