Tirsdag aften kom det frem, hvordan 22-årige Gabrielle 'Gabby' Petito døde.

På et pressemøde taler retsmedicineren Brent Blue i Teton County i Wyoming, USA om de første resultater af obduktionsrapporten, efter at hun blev fundet død.

Her afslørede retsmedicineren, at Gabby Petito døde af kvælning og fastholdte dermed, at der er tale om et drab på den 22-årige kvinde.

Brent Blue fortæller, at liget af Gabby Petito havde ligget ude i vildmarken i to til fire uger, før hun blev fundet. Han overlader dog spørgsmålet til politiet om, hvorvidt hun kan være dræbt et andet sted end findestedet.

Arkivfoto af Gabrielle Petito og Brian Laundrie.
Arkivfoto af Gabrielle Petito og Brian Laundrie. Foto: FLORIDA POLICE
Vis mere

Hvad angår, hvorfor det tog så lang tid at komme til frem til det resultat, siger retsmedicineren, at de ventede på den toksikologiske rapport, og på flere specialisters konklusioner, for at være sikker på, at de ville komme frem til den præcise og rigtige årsag til dødsfaldet.

Efter dødsårsagen er fastslået blev retsmedicineren spurgt ind til, om han kunne konkludere, at det var hendes kæreste Brian Laundrie, der kvalt hende.

»Det skal du spørge politiet om, det er deres ansvar at finde ud af det,« svarer retsmedicineren Brent Blue på spørgsmålet.

Gabby Petito blev fundet død 21. september i Bridger-Teton National Park i Wyoming.

Den drabsmistænkte Brian Laundrie er endnu ikke fundet. Hans forældre har fortalt politiet, at han forlod deres hjem i Florida 14. september. Det fortalte de først til politiet 17. september. Lige siden har man ledt efter den 23-årige Brian Laundrie.

Inden da havde han været på en roadtrip med sin et år yngre kæreste, Gabrielle 'Gabby' Petito. Men der var noget, som gik helt galt undervejs. 1. september dukkede han alene op hjemmet i Florida - uden Gabby. Og han ville ikke svare på spørgsmål om, hvad der var sket med hende.

Brian Laundrie er ikke sigtet gor noget i sagen, men han beskrives af politiet som 'en person af interesse,' og derfor vil politiet meget gerne finde den 23-årige.