Som følge af det dødelige coronavirus vil Disneyland i Shanghai holde lukket i denne weekend.

Det står klart som det første, når man går ind på Disneyland Shanghais hjemmeside.

Her kan man under overskriften 'Midlertidig lukning af Shanghai Disneyland, Disneytown inklusiv Walt Disney Grand Theatre og Wishing Star Park' læse følgende:

'Som et svar på den bekæmpelse og kontrol af det aktuelle sygdomsudbrud og for at sikre gæsternes helbred og sikkerhed har Disney Shanghai Resort midlertidigt lukket fra 25. januar 2020.'

I den længere med besked, som man møder som det første på hjemmesiden, kan man også læse, at Disneyland Shanghai løbende vil overvåge situationen.

Det kommer til at ske i samarbejde med lokale myndigheder.

Endnu står det ikke klart, hvornår Disneyland i Shanghai vil genåbne.

Men indtil da vil man kunne få sine billetter refunderet.

Den nyopdagede og frygtede coronavirus brød ud tidligere på året i den kinesiske millionby Wuhan. Her har scenerne sidenhen været voldsomme med fyldte hospitaler og lukkede markeder.

Siden er Wuhan nærmest blevet lukket helt ned af de kinesiske myndigheder.

Og man frygter, at virussen, der kan minde om en almindelig forkølelse, men give alvorlige luftvejsproblemer, kan have nået både USA og Europa. I andre østasiatiske lande som Vietnam og Singapore er coronavirus allerede blevet konstateret.

Selvom de kinesiske myndigheder har slået alarm, så var verdenssundhedsorganisationen WHO torsdag ude og sige, at vi ikke har en verdensomspændende krise.