Forældrene til 19-årige Harry Dunn er efterladt alene tilbage med knuste hjerter, efter deres søn blev dræbt i en trafikulykke.

En amerikansk diplomatfrue, Anne Sacoolas, kørte mod trafikretningen og påkørte den 19-årige motorcyklist Harry Dunn. Kort efter flygtede hun hjem til USA.

»Vi ved ikke, hvordan vi kan begynde at sørge over ham,« siger Harry Dunns mor, Charlotte Charles, til Sky News og fortsætter:

»Vi har intet. Ingen retfærdighed. Vi har intet, der peger på, at hun overhovedet angrer.«

Den 42-årige amerikanske diplomatfrue var i England sammen med sin mand, diplomaten Jonathan Sacoolas. Politiet fik hurtigt sporet sig ind på hende som en mistænkt i forbindelse med den tragiske ulykke.

Derfor var politiet også hurtige til at tale med hende for at sikre sig, hun ikke ville forlade landet. Det fortalte hun, at hun ikke ville. Få dage efter fløj hun hjem til USA.

Sagen har skabt stor kontrovers i både USA og England - i så høj grad, at flere parlamentsmedlemmer i England blandt andet kræver, at Anne Sacoolas bliver stillet for en britisk domstol.

Samtidig har premierminister Boris Johnson ifølge CNN lovet, at han vil tale med den amerikanske ambassade, mens familien også kræver, at præsident Donald Trump blander sig.

19-årige Harry Dunn blev dræbt i en trafikulykke, hvor han blev påkørt af en amerikansk diplomatfrue, der kørte i den forkerte side af vejen.
19-årige Harry Dunn blev dræbt i en trafikulykke, hvor han blev påkørt af en amerikansk diplomatfrue, der kørte i den forkerte side af vejen. Foto: Privat foto
Vis mere

Anne Sacoolas kunne rejse, fordi hun påberåbte sig immunitet, hvilket hun kan, fordi hendes mands immunitet dækker hans nærmeste.

»Vi væmmes og er forargede. Hvordan kan hun blive pakket ind på den måde. Jeg er vred over, at nogen kan gøre sådan noget og så stige på et fly og rejse,« siger Harry Dunns far, Tim Dunn, til Sky News.

Lande kan i sjældne tilfælde give afkald på deres udsendtes immunitet, men det har USA valgt ikke at gøre i dette tilfælde.

Derfor er diplomatfruen fortsat hjemme i USA, hvor hun ikke kan blive stillet for en britisk domstol.

Siden da har Harry Dunns forældre forsøgt at overtale diplomatfruen til at komme tilbage til England - i det mindste, så de kan få en undskyldning fra hende.

Indtil videre er ingen anklaget for drabet på Harry Dunn, selvom diplomatfruen er under mistanke.

»Hun bliver nødt til at komme tilbage og se, hvad hun har gjort,« siger Charlotte Charles til det amerikanske medie NBC News.

Det amerikanske udenrigsministerium har over for flere medier, blandt andet NBC News, bekræftet, at den anden person involveret i ulykken var netop diplomatfruen. Dog forklarer de således:

»Vi kan bekræfte, at familien har forladt England. Alle spørgsmål angående et afkald på immunitet i forhold til vores diplomater og deres familier i udlandet i en sag som denne, får stor opmærksomhed fra de øverste niveauer og bliver grundigt gennemgået på grund af den globale indvirkning sådanne beslutninger kan have: Der bliver sjældent givet afkald på imunnitet.«

Englands udenrigsminister, Dominic Raab, har officielt udtrykt sin skuffelse over for den amerikanske ambassadør og den beslutning, denne har truffet, og han opfordrer ambassaden til at genoverveje.

En talsperson for det britiske udenrigsministerium fortæller til Sky News, at ministeren har været til møde med den amerikanske ambassadør tirsdag, hvor han endnu en gang har opfordret USA til at 'gøre det rigtige for Harry Dunns familie.'

Indtil da sidder Harry Dunns familie tilbage i uvished.

'Med de forfærdelige nyheder om, at den anden fører har forladt landet, tilsyneladende i et forsøg på at undslippe retfærdigheden, er vi fuldstændig frarøvet muligheden for at sørge, og vores liv er smerteligt sat på pause,' skriver Charlotte Charles i et Facebookopslag i en gruppe, der er oprettet af familien for at få retfædighed for Harry Dunn.