Noor Mukadam var som sunket i jorden. Hun var ikke hjemme ved solnedgang, og hun tog ikke telefonen.
Sådan startede det, der udviklede sig til den værst tænkelige aften for den pakistanske topdiplomat Shaukat Mukadam.
En nær bekendt havde nemlig tortureret og halshugget hans datter, den 27-årige Noor mukadam. Det skriver flere medier.
Mordet har sat gang i debatten om vold og drab på kvinder i Pakistan.
Det skyldes, at 28 procent af de pakistanske kvinder mellem 15 og 49 år har været udsat for vold. Det viser en rapport fra landets ministerium for menneskerettigheder.
Og ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO kan procentsatsen være højere. Ofte sker de voldelige episoder nemlig i ægteskaber, og på grund af de kulturelle normer bliver hændelserne sjældent politianmeldt.
Derfor bruger aktivister netop nu mordet på topdiplomatens datter til at lægge pres på regeringen for at få en lov, der kriminaliserer vold i hjemmet.
Ifølge Rafia Zakaria, en pakistansk feminist og forfatter, håber aktivisterne, at mordet er et vendepunkt:
»Det her land har ikke råd til flere som Noor. Der er en følelse af kollektivt traume,« siger hun til CNN.
Siden drabet på den 27-årige kvinde har der været afholdt mindehøjtideligheder og demonstrationer mod vold og drab på kvinder flere steder i Pakistan, ligesom folk har forsamlet sig i Dublin, Los Angeles, New York, London og Toronto.

