Den har sejlet op og ned ad Egyptens massive flod Nilen i over 100 år, men dampskibet Sudan kan takke forfatteren Agatha Christie for dets plads i historiebøgerne.

SS Sudan inspirerede nemlig den britiske forfatter til hendes mest berømte roman i 1937, nemlig 'Døden på Nilen', Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I romanen får Agatha Christies berømte belgiske detektiv Hercule Poirot til opgave at efterforske mordene mellem de velhavende rejsende, der er på krydstogt på Nilen.

»Agatha Christies tur på dampskibet inspirerede hende til at begynde at skrive de første kapitler,« siger Amir Attia, der er direktør for skibet.

Agatha Christie har efter sigende sovet sammen med sin anden mand Max Mallowan i denne suite på skibet SS Sudan.
Agatha Christie har efter sigende sovet sammen med sin anden mand Max Mallowan i denne suite på skibet SS Sudan. KHALED DESOUKI

Det er oprindeligt bygget for den kongelige egyptiske familie i 1885 og blev bygget om til et krydstogtskib i 1921. I 1933 var det vært for Christie sammen med hendes anden mand, Max Mallowan.

Skibet har 23 værelser og suiter. Ifølge Attia er Agatha Christies værelse stadigvæk det mest populære. Der er i dag en lang venteliste på at komme til at sove i netop dette værelse.

SS Sudan drives nu frem af diesel og solenergi. En stab på 67 personer tager dig med på en otte dages tur for en pris, der nærmer sig 25.000 danske kroner.

»Skibet er booket to år frem i tiden,« siger Amir Attia.

Her er lobbyen på skibet SS Sudan.
Her er lobbyen på skibet SS Sudan. KHALED DESOUKI

En ny film, der er instrueret af og med Kenneth Branagh og andre stjerner fra Hollywood som Annette Bening og Russell Brand, får efter planen premiere i 2021. Det er en opfølgning på 'Mordet i Orientekspressen', der blev filmet i 2017.

Måske er det på tide, at SS Sudan får en ny opblomstring.