Når man ser og bladrer gennem et modeblad, er man vant til at kunne kigge på flotte billedserier med det seneste nye.
Men sådan var det ikke, da den seneste udgave af Vogue Italia kom på gaden efter nytår. I det magasin havde man nemlig valgt de klassiske billedserier fuldstændig fra - og det af en helt særlig årsag.
Det skriver Bloomberg.
Den italienske udgave af det verdensberømte magasin har nemlig valgt at sætte fokus på bæredygtighed, miljø og klima - og derfor valgte man at droppe modeserierne til fordel for fotografier og illustrationer.

På den måde ønskede man at skære ned på den forurening, som følger med de klassiske billedeserier, fortæller den ansvarshavende redaktør, Emanuele Farneti.
I lederen af den seneste udgave af magasinet skriver han nemlig, at der er stor klimabelastning forbundet med at producere og 'skyde' de smukke billeder, som ofte bliver taget forskellige eksotiske steder rundt omkring i hele verden.
Særligt i september-udgaven af magasinet, som plejer at være den største på året.
»150 involverede mennesker. Omkring tyve flyvninger og et dusin togrejser. 40 biler på standby. 60 internationale leverancer. Lys tændt i mindst 10 timer uden stop, delvis drevet af benzinbrændstofgeneratorer. Madaffald fra catering-tjenesterne. Plastik til at indpakke tøjet. Elektricitet til opladning af telefoner, kameraer...,« skriver han i lederen.
Beslutningen om ikke at bringe nye billedserier i januar-udgaven af det italienske magasin er en del af Vogues overordnede mål om at arbejde mod at blive mere klimabevidste.