Det populære skisportssted Ischgl i Tyrol ynder at kalde sig »Alpernes Ibiza«.

Men det østrigske skiparadis ligger nu nærmest øde hen og betragtes som en af hovedkilderne til det udbredte corona-udbrud i store dele af Europa.

Blandt andet fordi de lokale myndigheder i ubegribelig lang tid sad på hænderne og gjorde ingenting, selv om de alarmerende corona-meldinger begyndte at indløbe fra nær og fjern.

Eksempelvis Danmark, Norge, Island og Tyskland.

Corona-pilen begyndte allerede at pege kraftigt mod Tyrol, da fly fra Icelandair 29. februar satte landingshjulene på asfalten i Islands internationale lufthavn i Keflavik.

Flyet af typen Boeing 757 kom fra München i det sydlige Tyskland, og blandt passagerne var adskillige skiturister fra Ischgl.

De islandske myndigheder testede en hjemvendt turist fra Italien positiv for corona, men yderligere prøver viste, at flyet også havde landsat en smittet rejsegruppe på 14 skiturister, som havde bragt den frygtede virus med sig hjem til Island fra Ischgl.

Det fik allerede 5. marts de islandske myndigheder til at erklære det østrigske skiparadis for et risikoområde på linje med Iran og kinesiske Wuhan. Islændingene besluttede, at alle hjemvendte fra Ischgl skulle kontakte myndighederne og gå i 14 dages karantæne.

Testresultaterne fra Island alarmerede dog ikke de østrigske myndigheder det mindste.

Ischgls talrige skilifter og gemytlige beværtninger stod fortsat til uindskrænket rådighed for tusindvis af skigæster i over en uge yderligere.

I en pressemeddelelse beroligede den statslige sundhedsdirektør Frans Katzgraber ligefrem med, at der »fra et medicinsk synspunkt ikke er stor sandsynlighed for, at der vil være en smitsomhed i Tyrol«.

Ifølge østrigerne var de smittede skiturister sandsynligvis blevet smittet af den syge turist fra Italien, der også var ombord på flyet.

På det tidspunkt havde de østrigske myndigheder endnu ikke opdaget, at coronavirussen i stedet kunne føres tilbage til en smittet, 36-årig bartender og hans kolleger på restauranten Kitzloch i Ischgl og den tilhørende krostue.

Her fløjtede man lystigt i hinandens fløjter, når der skulle bestilles nye omgange, og i de tætpakkkede og fugtige lokaler havde corona-smitten optimale betingelser for at sprede sig.

»Det var et af de centrale steder i byen, når man skulle ud at spise og drikke. Og vi forsøgte en eftermiddag også at få bord derinde,« tæller 28-årige Christian Vagn Uhre til B.T.

Han sidder nu i isolation i en lejlighed i Aarhus med sin kæreste, Cecilie Dam Christensen, efter de er testet positive for corona.

Mindst fem af rejsegruppens syv deltagere er med sikkerhed blev smittet - de to sidste er også syge, men uden med sikkerhed at være blevet testet positive.

»Vi var der i højst fem minutter, hvor jeg på mit bedste tysk forsøgte at spørge en tjener om et bord til os. Alt var dog optaget, så vi gik igen, men det var åbenbart nok til, at vi sandsynligvis blev smittet der,« siger han.

Den smittede bartender og hans kolleger menes ifølge lokale medier at være hovedårsag til, at 491 nordmænd, 139 danskere og et stort, ukendt antal østrigere og tyskere har taget smitten med sig fra Tyrol - og videre til andre egne af Europa.

Og selve Tyrol tegner sig selv for mere end en fjerdedel af de over 1000 bekræftede corona-smittede i Østrig. Det gør området til et højrisikoområde, hvor der nu reelt er udgangsforbud - og Ischgl er i lighed med fire andre kommuner under karantæne.

Smittens alvor blev demonstreret, da en anæstesilæge fra en anden by i Østrig - Salzburg - var blandt de smittede i Ischgl og nåede at smitte mindst en anden person.

Da han også kom i professionel kontakt med et stort antal mennesker efter sin ferie, måtte 33 læger, 53 sygeplejersker, 18 patienter og en pilot også sendes i karantæne.

Over hele Østrig blev det i weekenden forbudt at samles over fem personer, og siden tirsdag har alle restauranter været lukket.

»Østrigere bør isolere sig. Det betyder, at de kun skal have social kontakt med de mennesker, de bor med,« hed det i en erklæring fra forbundskansler Sebastian Kurz.

Østrig har også lukket landets skoler som følge af coronavirussen. Det samme er de fleste butikker - bortset fra dem, der sælger mad og medicin.