Borgerne i Venedig demonstrerer mod krydstogtskibe i Giudecca-kanalen, efter krydstogtskibet MSC Opera søndag ramte en turistbåd.

Syv danskere var om bord på skibet, men er ikke blandt de fire, der angiveligt er kommet til skade.

Billeder fra Venedig viser en stor forsamling af mennesker ved havnen med flag i hænderne. Flere af dem er medlemmer af Venedigs 'No Big Ships-Committee' (Ingen Store Skibe-udvalg, red.).

Med tilråb viser de deres utilfredshed med, at det er lovligt for store skibe at sejle ind i havnen så tæt på kysten.

Demonstration i Venedig for et forbud mod krydstogtskibe i havnen. (Photo by Andrea PATTARO / AFP)
Demonstration i Venedig for et forbud mod krydstogtskibe i havnen. (Photo by Andrea PATTARO / AFP) Foto: ANDREA PATTARO
Vis mere

For mange er kollisionen et bevis på, at det er på tide at forbyde de større skibe at sejle ind i havnen, da det forurener, truer økosystemet i havnen og er til stor fare.

»I dag har vi set vores største frygt blive til virkelighed. Der var 111 mennesker om bord på turistbåden, som krydstogtskibet sejlede ind i. De kunne alle have været døde,« siger Jane Da Mosto, miljøforsker og administrerende direktør for 'We Are Here Venice' – en støtteorganisation, der vil forbyde krydstogtskibe i Venedig, til AP.

Kollisionen mellem krydstogtsskibet og turistbåden skete klokken 8.30 i morges, hvor krydstogtskibet ikke var i stand til at stoppe.

Billeder og videoer derfra viser, hvordan flere mennesker gik i panik og begyndte at løbe, imens det store skib udsendte en advarsels-sirene.

En beboer i Venedig, Elisabetta Pasqualin, var i gang med at vande blomster på sin terrasse, da hun hørte sirenerne.

Hun beskriver til mediet AP, hvordan skibet bevægede sig langsomt mod kajen, hvorefter hun kunne se det nærmest blive knust ind i kajen, imens sirenerne lød, og beskriver det som 'meget dramatisk'.

Da krydstogtskibet ramte den mindre båd, fortæller hun, hvordan det så ud, som om den nærmest var lavet af plastik eller papir  ikke stål.

Angiveligt er fire kvindelige turister fra henholdsvis USA, New Zealand og Australien mellem 67 og 72 år kommet til skade i forbindelse med kollisionen.

Demonstration i Venedig for et forbud mod krydstogtskibe i havnen. Photo by Andrea PATTARO / AFP)
Demonstration i Venedig for et forbud mod krydstogtskibe i havnen. Photo by Andrea PATTARO / AFP) Foto: ANDREA PATTARO
Vis mere

MSC Cruises, som ejer krydstogtskibet, MSC Opera, fortæller, at skibet i dag har haft tekniske problemer.

To slæbebåde skulle føre det store skib ind til kaj, men pludselig knækkede det slædekabel, der forbinder krydstogtskibet med slæbebåden. Og derfor sejlede det store skib ind i turistbåden.

Kollisionen er sket, kun fire dage efter et krydstogtskib kolliderede med en båd med turister fra Sydkorea i Ungarns hovedstad, Budapest, hvor syv blev dræbt, og 21 stadig er savnet.

MSC Opera blev bygget i 2004 og kan have 2675 passagerer om bord i de 1071 kabiner. Båden sejlede fra Venedig den 26. maj og er derefter sejlet til Kotor, Montenegro, Mykonos, Santorini og Corfu i Grækenland, før det sejlede tilbage til Venedig.

Andre læser også