Tyrkisk politi har mandag formiddag delt en video, som efterfølgende er udgivet af Reuters, der angivelig viser anholdelsen af den syriske kvinde, de mistænker for at stå bag bombeeksplosionen i Istanbul søndag.

»Selvom det kan se lidt underligt ud med danske øjne, at politiet sender den her type videoer ud, så er det meget almindeligt i Tyrkiet,« siger en historiker med et indgående kendskab til Tyrkiet, Deniz B. Serinci.

Videoen er også delt i flere tyrkiske medier inklusive et af landets største medier.

Deniz B. Serinci forklarer, at man i nogle tilfælde skjuler den anholdtes identitet af hensyn til efterforskningen, men er politiet sikre på, de har fat på den rette bagmand, så er det ikke tilfældet. I den oprindelige video, som du kan se øverst i artiklen, er den anholdte kvinde ikke sløret. Det er noget, B.T. har gjort efterfølgende.

Ifølge det tyrkiske politi arbejdede den anholdte kvinde for det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK). PKK er terrorstemplet af USA, EU og Tyrkiet.

»Det tyrkiske retssystem er meget langt fra det danske. Vi har ikke en kinamands chance for at vide, om det er sandt, at PKK står bag,« siger Deniz B. Serinci.

Han forklarer, at selvom det er en tragisk hændelse, så kommer den også på et godt tidspunkt for den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, der lige nu agerer eneste stopklods for Finlands og Sveriges optagelse i NATO. PKK er nemlig kernen i præsident Erdogans modvillighed.

»Det er belejligt for Erdogan. Han kan bruge det her i sin argumentation for, at de to lande ikke skal være en del af NATO, da han mener, at landene lader blandt andet PKK operere inden for deres grænser.«

Sverige og Finland fik i juni Tyrkiet til at opgive landets veto mod en NATO-optagelse af de to nordiske lande. Men der følger flere betingelser med. Tyrkiet kræver blandt andet, at Sverige udleverer et antal personer med tilknytning til kurdiske grupper.

Ifølge Erdogan har Sverige indtil videre udleveret fire personer. Men han forventer, at flere skal sendes fra Sverige til Tyrkiet, siger han ifølge det svenske nyhedsbureau TT 8. november 2022.

Videoen kan ifølge historikeren også ses i lyset af, at der til sommer er valg i Tyrkiet.

»Erdogan vil måske gerne sende et signal om, at han har styr på sikkerheden,« siger Deniz B. Serinci.

Tyrkisk politi har mandag anholdt 45 øvrige personer, man mener, har haft noget at gøre med eksplosionen. Det er muligvis nogle af dem, man ser blive ført væk sammen med den anholdte kvinde.

Eksplosionen skete klokken cirka 16.20 lokal tid søndag – klokken 14.20 dansk tid. Seks personer mistede livet, og over 80 blev såret.