Sverige har udleveret fire personer til Tyrkiet, siger Erdogan, der kræver "tydeligere signaler" fra Sverige.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, håber at se større fremskridt fra svensk side, når han igen mødes med Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, for at drøfte det svenske ønske om at komme med i Nato.

De to skal mødes igen i Stockholm sidst i november. Det siger Erdogan på et pressemøde i den tyrkiske hovedstad, Ankara, efter tirsdagens møde med Kristersson.

Der er endnu ikke oplyst en dato for det næste møde.

Erdogan mener, at Sverige har taget vigtige skridt for at styrke relationen til Tyrkiet. Men han efterlyser tydeligere signaler fra den nye svenske regering.

- Tyrkiet har altid støttet Natos åben dør-politik, siger Erdogan med henvisning til optagelse af nye medlemmer.

Men Sverige vil med i Nato for sin egen sikkerheds skyld, tilføjer han. Og derfor er det kun rimeligt, at Sverige gør, hvad det kan for at hjælpe Tyrkiet med sin sikkerhed, siger præsidenten ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

- Vi kan arbejde tættere sammen. Vi kan gøre mere for, at vores lande og regioner skal være mere sikre - sammen, svarer Kristersson ifølge TT.

Sverige og Finland fik i juni Tyrkiet til at opgive landets veto mod en Nato-optagelse af de to nordiske lande. Men der følger flere betingelser med.

Ifølge den aftale, der er indgået mellem de tre lande, skal Sverige droppe sin støtte til kurdiske grupper og personer, Tyrkiet betegner som "terrorister".

Tyrkiet har også krævet, at Sverige udleverer et antal personer.

Ifølge Erdogan har Sverige indtil videre udleveret fire personer. Men han forventer, at flere skal sendes fra Sverige til Tyrkiet, siger han ifølge TT.

Præsidenten navngiver en bestemt journalist, der har fået asyl i Sverige.

Journalisten har skrevet kritisk om Erdogans udemokratiske tendenser og anklages for at have været med til at planlægge det mislykkede kupforsøg mod Erdogan i 2016.

Tyrkiet har begæret journalisten udleveret.

- Det vigtige er, at vi tager deres krav alvorligt og udviser nogle. Antallet tror jeg i sidste ende blive et spørgsmål om studehandel, siger den tidligere svenske ambassadør i Tyrkiet Michael Salin fra fredsforskningsinstituttet Sipri.

- Men uanset antal skal den svenske regering agere under svensk lov, og så er det vanskeligt, uanset hvor mange det handler om, forklarer han.

Kristersson fastslår på pressemødet tirsdag, at Sverige vil leve op til alle forpligtelser i aftalen.

Erdogan har beskyldt Sverige for at beskytte militante kurdere. Han har derfor forhalet svenskernes optagelse i den militære alliance.

De tyrkiske indvendinger mod Sveriges optagelse i den vestlige alliance er knyttet til det forbudte Kurdistans Arbejderparti, PKK, samt andre militante grupper.

På den positive side roser Erdogan tirsdag Sverige for at have genoptaget våbeneksport til Tyrkiet.

Alle 30 lande i Nato skal være enige, inden et nyt medlemsland kan optages.

/ritzau/