Det var meget underligt. Selvom flere kunder fik leveret deres pakker til postafdelingen i en af de svenske supermarkedskæde ICAs butikker i Stockholm, så dukkede de aldrig op i butikken.

De forsvandt simpelthen sporløst.

Men efter både politiet og PostNord gik ind i sagen, så viste det sig, at de faktisk ikke var helt sporløse. Det skriver Aftonbladet.

PostNord havde længe modtaget klager, der rettede sig mod det pågældende supermarkedskæde, og henvendte sig derfor til det lokale politi.

Og onsdag var der bid. Politiet anholdt 54-årig kvinde, der angiveligt skulle være skyld i det store forsvindingsnummer. Hun er nu sigtet for flere tilfælde af groft tyveri.

Ifølge Aftonbladets oplysninger efterforsker man 30 alvorlige tyverier, som kvinden skulle have begået. Det er primært elektronikvarer, hun er sigtet for at have taget.

Det drejer sig om varer for flere hundrede tusinde kroner.

Kvinden skulle have stjålet pakkerne mellem januar 2020 og frem til onsdag, hvor hun blev anholdt.

Det er endnu uvist, hvordan det lykkedes kvinden at stjæle de mange pakker, da politiet af hensyn til efterforskningen ikke kan gå i detaljer med dette.

Det er ikke første gang, kvinden har været i politiets kikkert. Det har vist sig, at hun for ti år siden blev dømt for at have ladet fire kunder undgå at betale for deres varer, da hun sad ved kassen i supermarkedet Willys.