»Jeg vågnede midt om natten, da jeg hørte et ordentligt 'bonk'. Da jeg stod op næste morgen, lå der en pakke fra DAO foran min dør.«

Siden B.T. torsdag aften bragte historien om Stefan Andersen, der fik leveret en pakke på lidt utraditionel vis fra DAO – den blev kastet ind i hans indkørsel – er der tikket mange mail ind fra læsere, der har oplevet det samme.

En af dem er Mette Bloch fra København, der for nogle uger siden havde bestilt en pakke, der blev leveret via leveringsfirmaet DAO.

Hun blev vækket cirka klokken to om natten til en høj lyd, hun troede var et bank på hendes dør. Hun kiggede ud gennem sin dørspion, men kunne ingen se i opgangen, men da hun så tjekkede den videooptagelse, kameraet i dørspionen havde lavet, fik hun svar.

Her flyver Mette Blochs pakke igennem hendes opgang.
Her flyver Mette Blochs pakke igennem hendes opgang. Foto: Privatfoto
Vis mere

På videoen kunne hun se en leveringsmand fra DAO, der fra døren ud til gaden smed hendes pakke hele vejen op ad trappen, så den landede foran døren ind til hendes stuelejlighed.

Og Mette Bloch står bestemt ikke alene. Mia Jacobsen fra Kirke Såby bor på en stor gård med to andre familier. Her leverer DAO konsekvent deres pakker for enden af den 200 meter lange grusvej ned til ejendommen.

»De kan jo blive stjålet eller gå i stykker, hvis vejret er dårligt,« siger hun, da vi taler med hende.

Randi Johansen fra Faxe bruger ikke DAO mere, da de altid hænger pakken på hendes dørhåndtag lige ud til fortovet. Hun har flere gange oplevet, at den er blevet stjålet.

Sådan ser det blandt andet ud, når Mia Jacobsen får leveret pakker.
Sådan ser det blandt andet ud, når Mia Jacobsen får leveret pakker. Foto: Privatfoto
Vis mere

Søren Kristensen fra Langholt sad og spiste morgenmad, da han så en scooter komme kørende forbi og hørte sin pakke blive kastet ind i indkørslen. Han skrev en klage på Trustpilot og fik en undskyldning.

»De kaster ikke med mine pakker længere, men min nabo har sagt, de stadig kaster dem ind til ham,« siger han.

På Amager bor Kristian Christensen, som to gange har mistet en pakke, fordi DAO altid efterlader dem foran hans dør. Han ved ikke, om de er blevet stjålet, men væk er de.

Til sidst har B.T. fået en mail fra Natasja Graversgaard, der fortæller, at hun flere gange har fundet pakken flere meter fra sin dør. Hun har mistanke om, at den er kastet ind, men er ikke sikker.

Sådan så Natsajas ødelagte pakke ud.
Sådan så Natsajas ødelagte pakke ud. Foto: Privatfoto
Vis mere

Dog har hun før fundet pakker beskadiget, som den du kan se på billedet.

Der er mange flere historier, faktisk har vi modtaget over 30 beskeder fra læsere på nuværende tidspunkt.

B.T. har derfor foreholdt DAOs administrerende direktør, Morten Villberg, kritikken.

Morten Villberg, administrerende direktør i Dansk Avis Omdeling (DAO).
Morten Villberg, administrerende direktør i Dansk Avis Omdeling (DAO). Foto: DAO
Vis mere

Han ønsker ikke at stille op til interview, men har givet os dette svar på mail:

»Uden at kende sagerne er det, du beskriver, selvfølgelig helt uacceptabelt. Hos DAO skal alle pakker behandles ordentligt, og det bliver vores bude instrueret i. Jeg vil gerne opfordre alle, du har været i kontakt med, til at række ud til vores kundeservice. Hvis det viser sig, at vores bude har opført sig uacceptabelt, tager vi en alvorlig snak med dem. Hvis det sker gentagne gange, skal vedkommende selvfølgelig ikke arbejde hos DAO.«

B.T. ville gerne have svar på, hvordan det kan være, at så mange oplever dårlig leveringsservice, om det er et problem, direktøren kender til i forvejen, hvordan man oplærer budene hos DAO, hvordan retningslinjerne ser ud for budene, og hvad man vil gøre for at yde en bedre service.

Desværre har vi ikke haft mulighed for at stille opfølgende spørgsmål.