Da Stefan Andersen stod op i går, blev han mødt af et anderledes syn.

Nemlig en drivvåd pakke fra DAO, der lå midt i hans indkørsel.

»Jeg undrede mig over, at pakken lå midt i indkørslen, og tjekkede derfor min overvågning, hvor jeg kunne se, at den bare var blevet kastet afsted.«

Pakken var en søpapegøje fra Kaj Bojesen, som har fået sig nogle skrammer, fortæller Stefan Andersen.

Søpapegøje fra Kay Bojesen. Privatfoto.
Søpapegøje fra Kay Bojesen. Privatfoto.
Vis mere

»Man tænker, det er løgn, at den bare er blevet kastet på den måde. Det er da frustrerende. Man skal ikke have det job, hvis man ikke kan finde ud af at passe på folks ting.«

Selvom DAO har givet en undskyldning, mener Stefan Andersen langtfra, at deres kundeservice har været god nok.

»De burde være mere hjælpsomme i forhold til at erstatte den ting, der nu er ødelagt. I stedet henviser de bare til deres hjemmeside,« fortæller han.

Da Stefan Andersen ringer til DAO, er han nummer 37 i køen, og da han endelig kommer igennem, får han at vide, at han skal lave en klage. En frustrerende udmelding.

Billeder af søpapegøjen. Privatfoto.
Billeder af søpapegøjen. Privatfoto.
Vis mere


Hos DAO beklager de episoden. Da administrerende direktør Morten Villberg bliver præsenteret for sagen, siger han, at Stefan Andersens oplevelse er noget, de vil tage meget alvorligt. Direktøren kan dog ikke udtale sig nærmere om den konkrete sag, da han ikke kender dens fulde omfang.

»I og med, at kunden har modtaget en undskyldning fra os, er sagen i proces,« forklarer direktøren.

»Men vi er ekstremt kede af oplevelsen. Det er ikke noget, vi oplever, og det er ikke en del af praksis. Derfor vil jeg også sikre mig, at kunden får behandlet sin sag og erstattet sin vare,« fortsætter han.

Hvorfor Stefan Andersens pakke blev leveret, som den gjorde, kan direktøren ikke forklare, da han ikke kender til den pågældende sag udover det, som B.T. har fremlagt for ham.

Men hvis det ikke har været muligt for pakkebuddet at komme hen til en dør eller en postkasse, burde pakken have været omdirigeret til en pakkeshop. Sådan forklarer direktør Morten Villberg.