De leder stadig efter den haj, der onsdag dræbte en britisk mand ved en strand ud for Sydney i Australien.

Det var det første hajangreb, der kostede et menneske livet, i havet ud for byen i 60 år.

Det kostede den 35-årige brite Simon Nellist livet. Han bliver nævnt af en ven, men politiet har endnu ikke formelt identificeret manden, og hans familie har ikke kommenteret hændelsen. Det skriver BBC.

Myndighederne søger stadig efter den store hvide haj, og de fleste strande i området er stadig spærret.

En patruljebåd passerer stedet, hvor manden blev dræbt af hajen i onsdags.
En patruljebåd passerer stedet, hvor manden blev dræbt af hajen i onsdags. Foto: MUHAMMAD FAROOQ
Vis mere

Overfaldet, der kostede Nellist livet, var specielt brutalt. Det lykkedes først redningsfolk at få stykker af ham op af vandet efter to timer i onsdags.

Det sker sjældent, at hajer angriber mennesker i vandet ud for Sydney. I næsten et århundrede har badegæsterne været beskyttet af hajnet, der holder dyrene på afstand.

Det seneste hajangreb, der kostede et menneske livet, fandt sted i 1963, hvor den 32-årige skuespillerinde Marcia Hathaway blev dræbt, da en tyrehaj gik amok på hende i Middle Harbour.

Torsdag patruljerede livreddere på jetski i farvandet, og der var også helikoptere og droner i luften.

En redningshelikopter og to jetski afsøger vandet ved Little Bay Beach i Sydney, Australien.
En redningshelikopter og to jetski afsøger vandet ved Little Bay Beach i Sydney, Australien. Foto: BIANCA DE MARCHI
Vis mere

Hajeksperter regner med, at hajen er en stor hvid haj. Den er mindst tre meter lang, mener de på baggrund af vidneudsagn.

Adskillige så, hvad der skete i vandet i onsdags. De beskriver et ondt og vanvittigt angreb.

»Personen svømmede, og så kom hajen og angreb ham,« sagde Kris Linto til 9 News.

»Vi hørte et råb og vendte os om. Det lød, som om en bil var landet i vandet, et stort plask, og så kom hajen.«

En anden mand fiskede fra klipperne, da han så, at svømmeren blev trukket ned under vandet.

»Først så skreg han, og da han blev trukket ned, kom der så mange plask,« siger manden. »Hajen ville ikke stoppe.«

»Det var forfærdeligt. Jeg ryster stadig. Jeg kaster op. Det er meget, meget oprørende,« fortalte han til ABC News.

Australien har typisk omkring 20 hajangreb om året. De fleste i New South Wales og Western Australia.

I år har der hidtil været fire hajangreb ifølge Australian Shark Attack File.