En haj har onsdag dræbt en svømmer ud for Sydneys kyst i Australien.

Og dermed er det byens første dødelige hajangreb i 60 år. Det skriver Reuters.

Vidner havde set en person i våddragt på en svømmetur ude i vandet ved Little Bay, hvor person var blevet angrebet af en haj. Øjenvidner vurderede hajen til at være 4,5 meter lang.

»En eller anden fyr svømmede, og en haj kom og angreb ham nedefra. Vi hørte et råb og vendte os om. Det så ud som om en bil var landet i vandet, for der kom et stort plask, så begyndte hajen at angribe kroppen, og der var blod overalt,« fortalte vidnet Kris Linto til Nine.

Arkivfoto REUTERS/David Gray//File Photo
Arkivfoto REUTERS/David Gray//File Photo David Gray

Herefter forsvandt svømmeren under vandet og svømmeren blev efterfølgende lokaliseret af kystvagten og livredderne.

En talskvinde for New South Wales Ambulance sagde, at paramedicinere blev kaldt til Little Bay. Her var meldingen, at svømmeren havde fået katastrofale skader, og der var intet, paramedicinere kunne gøre for at redde personens liv.

Svømmerens identitet er fortsat ukendt og det vides ikke, hvilken type haj, der er tale om. En gennemsnitlig hvidhaj bliver mellem 3-4 meter.

New South Wales delstatsregering har brugt millioner af kroner på teknologi i et forsøg på at reducere hajangreb langs kysten, ved at installere net ved 51 strande, samt droner og hajlyttestationer, der kan spore hvidhajer via satellit og sende en advarsel, når man er synet.