De tre livløse kroppe lå mellem kufferter, julegaver og vragdele.
Selv om David Stewart kun var 17 år gammel, glemmer han aldrig synet, der mødte ham, da han 21. december 1988 gik ud på familiens marker ved Lockerbie sammen med sin far.
»Der lå al bagagen og julegaverne spredt over det hele,« fortæller den nu 47-årige landmand til BBC.
Teenageren sad i stuehuset på forældrenes gård, da der pludselig lød et kæmpe brag.
Et Pan Am-fly på vej fra London til New York var styrtet ned i byen.
David Stewarts far kom løbende ind i huset og fortalte, hvad der var sket. Og så bad han sønnen gå med ud for at se, om de kunne hjælpe de overlevende.
Men dem var der ingen af. Overhovedet. Hverken på deres marker eller andre steder i området.
Der var kun lig. Død og ødelæggelse.
270 liv gik tabt i katastrofen, der til dato betegnes som det værste terrorangreb i Storbritannien.
Af dem var 243 passagerer, 16 besætningsmedlemmer og 11, som omkom på landjorden, da vinger, haleror, kufferter og passagerer bragede ned fra himlen. Hovedparten af de dræbte var amerikanere på vej hjem på juleferie.
30 år efter bomben over Lockerbie er tragedien stadig et åbent sår for de mange pårørende, der mistede deres kære i terrorangrebet.
Og i den lille by i det sydvestlige Skotland lever borgerne stadig med traumerne fra en dag, de aldrig glemmer.
De fysiske tegn efter katastrofen, som jævnede to boligkvarterer i byen med jorden, er slettet for længst. Væk er de brændende bygninger. Ruinerne. Murbrokkerne.
Men sårene stikker dybt hos folk i byen.
En af dem, der husker, er David Stewart.
I 1998 besøgte den danske journalist Poul Høi fra Berlingske Lockerbie i anledning af tiåret for tragedien.
Her mødte han en mand, som må være identisk med David Stewarts nu afdøde far.
»Kan du forestille dig, hvordan det er at finde et spædbarn ude på marken? Den slags går ikke væk af sig selv. Mange år senere, når man fodrer fårene, tænker man: 'Det var her, jeg fandt ham eller hende.' Man glemmer ikke, og jeg bryder mig ikke om at få det hele hvirvlet op,« fortalte Ian Stewart til Høi i artiklen 'Den korteste dag.'
Det blev aldrig nævnt. Det blev dybest set bare fejet ind under gulvtæppet. Vi talte egentlig aldrig med nogen om det.
Ian Stewart døde for to år siden, men David Stewart fortæller nu til den britiske tv-station BBC, at far og søn aldrig siden talte om det, de oplevede den skæbnesvangre decemberaften og -nat.
»Der er kun en håndfuld af mine venner, som ved, hvad der skete den nat,« siger han og forklarer:
»Det er ikke noget, jeg rigtig har talt med min kone om. Det blev aldrig nævnt. Det blev dybest set bare fejet ind under gulvtæppet. Vi talte egentlig aldrig med nogen om det,« mindes han.
Rådhuset i byen blev omdannet til midlertidigt lighus, og David Stewarts far hjalp redningsfolkene med at bære i alt 70 lig væk fra sin jord.
Den dengang 17-årige David fandt tre af dem: en ung kvinde, en baby og en lille pige.
»Hun var omkring 18 måneder. Et lille barn. Jeg kan kun huske, at hun havde meget lyst hår. Det er det, der slår mig mest: denne lille pige med lyst, lyst hår.«
Senere kom det frem, at barnet var identisk med Bryony Owen, som rejste med sin mor, Yvonne. Både mor og datter blev dræbt i eksplosionen.
Den unge kvinde viste sig senere at være Lynne Hartunian. En 21-årig studerende fra New York.
Faderen sørgede for, at de tre omkomne kom ned til de andre lig på rådhuset.
Hele sit voksne liv har David Stewart forsøgt at fortrænge oplevelserne fra 21. december 1988, men i år har to ting fået ham på andre tanker:
I foråret fandt han noget på sin mark, som han er overbevist om, er en vragdel fra Pan Am-flyet.
Mest afgørende var det dog, at han i oktober blev opsøgt af to af de pårørende til de ofre, han fandt. Efter tre årtier er han nu endelig i stand til at tale om det, han så.
David Stewart vil dog ikke deltage i nogen af de mindearrangementer, der er i byen i anledning af 30-års dagen. Han vil gå ud i marken og markere dagen på sin egen måde.
»Jeg vil tænke på alle de mennesker, og jeg vil tænke på Lynn og Bryony. Jeg tænker, at jeg vil have et øjeblik, hvor jeg vil gå ud på marken og tænke på dem for mig selv.«
