Dna-beviser forstærker politiets mistanke om, at en dansk statsborger stod bag et bestialsk dobbeltdrab i Nigeria i april sidste år.

En 54-årig danskers dna er blevet fundet på det nattøj, som hans hustru og datter var iført, da de på brutal vis blev tævet ihjel i familiens hjem i den nigerianske by Abuja.

Den oplysning kom forleden frem i retten i hovedstaden Lagos, hvor den danske mand sad på anklagebænken for mordet på sin hustru og parrets tre-årige datter.

Det skriver The Nation.

Drabet fandt sted sent om natten den 5. april sidste år. Her slog og efterfølgende kvalte danskeren – ifølge statsanklager Kazeem Adeniji – sin kone, Zainab Ali-Nielsen, og datteren, Petra, til døde.

Den danske statsborger har været tilbageholdt af de nigerianske myndigheder siden april 2018.

Manden nægter sig skyldig i dobbeltdrabet.

Tirsdag kom det frem i retten, at det retsmedicinske institut i Lagos blev kontaktet af det nigerianske politi den 10. april.

Den ledende retsmediciner i sagen fortalte, at han og tre kolleger sammen med politiet og en patolog (speciallæge) samt en repræsentant fra den danske ambassade i Nigeria tog hen til lejligheden samme dag.

Der var ingen tegn på indbrud, og der blev fundet pletter og plamager i køkkenet.

»Pletterne blev efterfølgende bekræftet som værende blod,« sagde retsmediciner Richard Somiari i retten, hvorefter han fortalte, at de også fandt beviser på, at visse områder var blevet forsøgt rengjort.

Ifølge retsmedicineren blev danskerens dna fundet adskillige steder på Zainab Ali-Nielsens og datterens natkjoler – for eksempel i nakkeregionen og på brystet. Det indikerer – ifølge retsmedicineren – at de kæmpede mod deres overfaldsmand.

Ud over dna'et på nattøjet kom det også frem i retten, at danskerens dræbte hustru havde den 54-åriges dna under neglene.

»Sandsynligheden for, at det er en anden end XXX's (navn udeladt, red.) dna på drabsstedet, er én ud af syv milliarder,« lød det i retten fra retsmedicineren, som herefter fortalte, at sandsynligheden for, at det er en anden end danskerens dna på nattøjet, er endnu mindre:

»Sandsynligheden for at finde en anden person med samme dna-profil er én ud af syv billiarder.«

Politiinspektør og efterforskningsleder Babashola Afolayan, der var første mand på gerningsstedet, har tidligere fortalt, at Zainab Ali-Nielsen mistænkte danskeren for at være stofmisbruger, og at hun flere gange har anmeldt ham for vold.

»Den 18. juli 2017 kom den anklagedes kone omkring klokken to og klagede over, at han omkring klokken et skubbede hende ned i sengen og holdt fast om hendes hals, mens han slog hende,« har inspektøren sagt ved et tidligere retsmøde.

»Hun forklarede os, at hun mistænkte, at han er narkoman, fordi han slog hende, når han havde taget stoffer. Alt dette gør ham til vores hovedmistænkte,« fortsatte han.

Zainab Ali-Nielsen var blandt andet kendt under kunstnernavnet Alizee. Hun underskrev i 2017 en pladekontrakt og var ved at promovere sin nyeste single.

Næste retsmøde i drabssagen er i begyndelsen af juli.