»Nogle skriger. Andre græder. Vi er bange, og stemningen er meget, meget mørk.«

Det fortæller Fernando Oberreuter, der er en af de omkring 50 danskere, som lige nu er fanget om bord på krydstogtskibet Costa Luminosa. En af skibets passagerer er død af coronavirus, flere frygtes smittet og passagererne har netop fået at vide, at skibet har kurs mod Norditalien

»Vi bliver sendt til et land, hvor folk dør som fluer af den her sygdom,« fortæller Fernando Oberreuter frustreret.

Han og de andre passagerer havde oprindeligt fået at vide, de kunne få lov til at komme af skibet i Marseilles i Frankrig, hvor skibet er nu, men pludselig kom der en ildevarslende melding.

Fernando Oberreuter, der rejser med sin kone. (Privatfoto)
Fernando Oberreuter, der rejser med sin kone. (Privatfoto)
Vis mere

»Vi fik brev om, at vi alligevel ikke skal sættes af her i Marseille. Nu skal vi til Italien. Det har vi ikke lyst til. Der dør flere mennesker der, end der har gjort i Kina,« forklarer Fernando Oberreuter, der rejser med sin kone.

B.T. har set brevet til passagererne, hvor det fremgår, at skibet hurtigst muligt vil sætte kurs mod Savona i Norditalien.

Han fortæller, at størstedelen af hans medpassagerer er ældre mennesker i 60’erne, 70’erne og 80’erne, der er særligt udsatte for coronavirus.

De danske passagerers mareridtssejlads startede den 5. Marts, da Costa Luminosa sejlede fra Miami i USA.

TIP OS! Ved du noget om situationen ombord Costa Luminosa, så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Første stop var Puerto Rico, hvor passagererne gik i land, shoppede og hyggede.

Men allerede da de vendte tilbage til skibet kom det første varsel om, at noget var helt galt.

»Da vi kom tilbage kunne vi se en ældre dame blive kørt væk i ambulance. Det var tydeligt at se, hun var  meget syg, og hun rystede over hele kroppen,« fortæller Fernando Oberreuter.

Næste stop var Antigua, men her fik passagererne ikke lov til at gå i land, og de tilbragte seks dage på havet, inden de nåede Tenerife.

Skibet bliver bevogtet af militæret i havnebyen Marseille i Frankring, fortæller Fernando Oberreuter (Privatfoto)
Skibet bliver bevogtet af militæret i havnebyen Marseille i Frankring, fortæller Fernando Oberreuter (Privatfoto)
Vis mere

Undervejs gik der rygter på skibet om, at flere var syge og i karantæne, men officielt fik de rejsende ingen informationer overhovedet, fortæller Fernando Oberreuter.

I Tenerife kunne passagererne igen komme på internettet, og det begyndte at gå op for Fernando Oberreuter, at der var alvorlige problemer på skibet.

Flere internationale medier skrev om smittede ombord, og Fernando Oberreuter kunne læse om, hvordan en mand allerede den 29. Februar var blevet evakueret fra skibet og forsøgt genoplivet to gange.

Det lykkedes ikke, og manden døde. Covid-19 blev senere fastslået som dødsårsagen.

Der bliver sejlet forsyninger til skibets passagerer, der har fået at vide, de skal gå i karantæne i deres kahytter (Privatfoto)
Der bliver sejlet forsyninger til skibets passagerer, der har fået at vide, de skal gå i karantæne i deres kahytter (Privatfoto)
Vis mere

»Alligevel valgte de at sejle videre fra Miami med os og mange andre passagerer,« beretter Fernando Oberreuter rystet.

Han fortæller, at alvoren blev yderligere intensiveret, da tre af skibets passagerer i Tenerife blev kørt på hospitalet med coronasymptomer.

Fra Tenerife skulle Costa Luminosa være sejlet videre til Malaga, men i stedet blev kursen sat mod Marseille, hvor det var meningen, at passagererne kunne komme fra borde.

Ifølge Fernando Oberreuter er en række franskmænd, amerikanere og canadiere blevet evakueret fra skibet.

Da skibet ankom til Marseille fik Fernando Oberreuter en mail fra Udenrigsministeriet om, at ministeriet var i kontakt med myndighederne om at få danske statsborgere af skibet.

Men hvad der konkret sker bag kulisserne, kan Fernando Oberreuter ikke få at vide, og han er bange for, ministeriet og ambassaden kommer for sent, og at skibet når at sejle videre til Italien.

»Jeg har det ad h til. Det er enormt svært at leve i uvished, og min kone er også bange. Jeg føler mig efterladt, og lige meget hvor meget vi råber og skriger, så er der ingen hjælp.«

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Udenrigsministeriet og selskabet, der har Costa Luminosa.