Louise Ulrich troede, hun skulle være kunstner eller journalist, men i dag har den 27-årige dansker - til sin egen overraskelse – et succesfuldt bageri i Californien og sørger for sundt bagværk til blandt andre Ellen DeGeneres, Kardashian-familien og Gwyneth Paltrow.
»Hvis der var nogen, der for 10 år siden havde sagt til mig, at jeg skulle være bager eller eje mit eget bageri, ville jeg sige ”er du crazy”,« siger Louise Ulrich smilende, da vi møder hende foran Oat Bakery i den sydcaliforniske strandby, Santa Barbara.
Bageriet åbnede hun i 2017 sammen med sin amerikanskfødte mand, Lou, som hun et par år forinden havde mødt under et kunstskoleophold i Miami.

Det var kærligheden til Lou, der i sin tid fik Louise til at flytte til Santa Barbara, men udover familie og venner, var der en anden ting, hun savnede ved at være langt væk fra Danmark. Sin mors unikke, hjemmebagte brød og boller.
»Som ung var min mor professionel maraton-og triathlon-udøver, og derfor fandt hun på sin egen næringsfyldte opskrift med ingredienser som rødbede, kål, citronskal, gulerod og spinat. Ting, man nok ikke normalt forbinder med brød,« forklarer Louise.
Men selvom Louises barndomshjem nord for København var fyldt med duften af hjemmebag, interesserede selve bageprocessen hende ikke det fjerneste, før hun flyttede til USA.
»Santa Barbara er skøn, lille boheme-by med masser af fokus på sundhed, gode råvarer og god mad. Men det var umuligt at finde lækkert brød, så der var ikke andet for, end at jeg selv kastede mig ud i det, husker Louise.«

Heldigvis stod hendes mor klar til at hjælpe med opskrift og instrukser via FaceTime.
»På den måde kunne hun skridt for skridt instruere mig i, hvordan grunddejen med havregryn, chiafrø, hørfrø, græskarkerner og grovmel skulle røres. Det var simpelthen sådan, jeg lærte at bage, og siden har jeg brugt meget tid på at udvikle mine egne opskrifter med lokale, økologiske ingredienser som feta, dadler, nødder og masser af grøntsager,« fortæller Louise.
Først bagte hun bare brød til sig selv og sin mand. Så begyndte hun at sælge det til en juicebar og på byens ugentlige markeder, men bestillingerne tikkede hurtigt ind fra eksklusive restauranter og hoteller. Snart blev bagningen et fælles projekt for Louise og Lou, der ellers havde arbejdet med reklame- og filmproduktion, og efter et par måneder kunne de ikke længere følge med efterspørgslen hjemme fra deres lille køkken.
Parret besluttede sig for at tage chancen og åbne Oat Bakery, hvor de hurtigt fik en voksende skare af stamkunder. I dag har butikken som regel udsolgt allerede tidligt om eftermiddagen, og i weekenden står brødglade lokale i kø flere timer, inden bageriet åbner.

Blandt de mange fans hører også adskillige kendisser, for Santa Barbara ligger op ad rigmandsbydelen Montecito, hvor blandt andre Gwyneth Paltrow, Ariana Grande, Rob Lowe, Ellen Degeneres og ikke mindst Prince Harry og Meghan Markle har ejendomme.
Louise er ikke meget for at namedroppe, men afslører, at netop Ellen DeGeneres, Gwyneth Paltrow og Coldplay-forsangeren Chris Martin er nogle af dem, der er begejstrede for Oat Bakery – og selveste Oprah har fået bageriets brød serveret under et ophold på et af byens eksklusive hoteller.
»I sidste uge fik vi også en ordre fra Kris Jenner (mor til Kardashian-søstrene, red.), så det kom sikkert hjem til familien,« spår Louise og viser den omfattende ordreseddel, der stadig hænger på bageriets store køleskab.
Takket være deres hurtigvoksende succes og indsatsen fra de otte ansatte, er Louise og Lou nu klar til at udvide med yderligere to locations. Endnu en i Santa Barbara og en i Los Angeles, der ligger halvanden time sydpå.

Derudover skal de til at levere brød til en af Sydcaliforniens mest eksklusive, økologiske – og meget dyre – supermarkeder, Erewhon.
»Jeg ved slet ikke, hvordan vi skal klare det, for vi har jo stadig kun et bageri og en ovn, og den er der i forvejen knald på, griner Louise, der er lykkelig over, at hendes amerikanske bagereventyr har taget fart.«
»Det er da fantastisk, at en lille pige fra Danmark, som mig, der bager med min mors opskrift, er her i Santa Barbara og har lange køer hver weekend. Det gør mig utrolig stolt både på hendes og mine egne vegne. Men jeg bliver stadig overrasket, hvis folk spørger, hvad jeg laver, og jeg hører mig selv sige, at jeg er bager.«