Alle danskere – med få undtagelser – bliver nu afvist ved den svenske grænse og får ikke lov til at komme ind i landet 'hinsidan'.

Fra midnat natten til tirsdag trådte nye indrejseregler i Sverige i kraft, og derfor er det svenske politi begyndt at kontrollere de personer, der for eksempel via Øresundsbroen, færger eller med tog forsøger at komme ind i landet.

Til Sydsvenskan forklarer chefen for grænsepolitiet i Sydregionen, Tommy Brännström, at 'bevisbyrden' ligger hos de rejsende:

»Svenske statsborgere kan selvfølgelig komme hjem. Folk, der kan bevise, at de arbejder eller bor i Sverige, men ikke er svenskere, kan også komme ind. Så slipper vi heller ikke flere ind. Det er budskabet,« siger han og tilføjer:

»Det er op til de rejsende at kunne bevise, at selvom man ikke er svensk statsborger, så bor eller arbejder man i Sverige.«

B.T. havde natten til tirsdag en fotograf til stede ved grænseovergangen på Øresundsbroen, og fotografen kunne se, hvordan de første danske biler blev eskorteret tilbage.

Fra midnat natten til tirsdag trådte nye indrejseregler i kraft i Sverige, så danskere – med enkelte undtagelser – bliver nu afvist.

Undtagelserne er personer med bopæl i Sverige, erhvervsrejsende og pendlere.

Der er desuden visse undtagelser for eksempelvis for diplomater, personer, som transporterer varer eller har samfundsvigtige funktioner.

De nye indrejseregler i Sverige gælder indtil videre i en måned.