Kritikken vælter ned over Donald Trump, efter fredagens meget omtalte pressemøde med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. 

Men en dansk rigmand går mod strømmen. 

Lars Seier Christensen roser USAs præsident og kommer med skarp kritik af Zelenskyj. 

I et opslag på Facebook oplyser Lars Seier Christensen, at han har set hele pressemødet på 40 minutter i stedet for de sidste 10 minutter, der blev vist på blandt andet TV2 News.

Lars Seier Christensens opslag lørdag på Facebook er gået helt amok.
Lars Seier Christensens opslag lørdag på Facebook er gået helt amok. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han starter med at konstatere, at Donald Trump i den del af pressemødet, der ikke blev vist på tv, var 'venlig og høflig overfor Zelenskyj' og kommer med roser til de ukrainske soldater. 

Med Volodymyr Zelenskyj var ifølge den danske milliardær helt anderledes. 

'Zelenskyj afbryder Trump og viser nul respekt for den hånd, der fodrer hans kamp for overlevelse,' skriver Lars Seier Christensen i sit opslag.

'Det er så dumt, så dumt,' tilføjer han. 

Lars Seier Christensen langer også ud efter de europæiske regeringschefer som Mette Frederiksen (S), der roser Zelenskyj. 

'Det var en fatal optræden af Zelenskyj, der var så tæt på en god aftale, der egentlig allerede var hjemme. At høre europæiske ledere rose hans lederskab bagefter er komisk. Dybt inkompetent, dybt uforskammet og dybt tåbeligt var det af Zelenskyj,' skriver han. 

Han opfordrer Zelenskyj til at komme med en undskyldning til Donald Trump, som han ellers tror, vil stoppe den økonomiske støtte til Ukraine.  

'Jeg tror, at Zelenskyj er en færdig mand, medmindre han kommer med en klar og utvetydig undskyldning meget hurtigt,' skriver han. 

Det er slet ikke første gang, at Lars Seier Christensen roser Donald Trump.

Ved Trumps indsættelse i Det Hvide Hus i januar, var Lars Seier Christensen meget optimistisk i sine udmeldinger. 

Og så har han i B.T.s podcast Borgerlig Tabloid argumenteret for at sælge Grønland til USA, der jo er et stort ønske fra Trump. 

B.T. har forsøgt at få Lars Seier Christensen til at forholde sig til, om han slet ikke mener, at Donald Trump har gjort noget forkert under fredagens pressemøde, men han har ikke reageret på henvendelsen.

I sit opslag på Facebook gør han det da også klart, at han ikke har yderligere kommentarer.