For nogle vækker det stor bekymring, at Donald Trump i dag er blevet indsat som præsident i USA. Men ikke hos rigmand Lars Seier Christensen. 

Nu maner han til besindighed: Der kan komme en masse godt ud af fire år mere med Trump som præsident. 

»Folk skal slå koldt vand i blodet. Jeg tror ikke, der er så meget at frygte. Der kommer formentlig en række resultater, fordi han har en lidt anderledes praktisk tilgang til tingene, end man oftest ser blandt politikere,« siger Lars Seier til B.T. 

På det seneste har det ellers vakt stor bekymring, at Donald Trump ikke vil afvise at gøre brug af hverken militær eller økonomisk magt for at få kontrol med Grønland. 

I dag kl. 18, dansk tid, indsættes Donald Trump til præsident i USA.
I dag kl. 18, dansk tid, indsættes Donald Trump til præsident i USA. Foto: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det er altså ikke noget, der holder iværksætter Lars Seier vågen om natten. Han fastholder sin optimisme. 

»Det bliver spændende at se, om der kan komme noget fornuftigt ud af, at han har en masse erhvervsfolk i toppen af den amerikanske administration,« siger Lars Seier. 

En af de erhvervsfolk, der bliver en del af Donald Trumps nye hold i Det Hvide Hus, er verdens rigeste mand og ejer af det sociale medie X og bilmærket Tesla. Nemlig Elon Musk. 

»Trump er generelt meget pro-business,« vurderer Lars Seier således, inden han sender en bredside mod de venstreorienterede i USA. 

»Demokraterne har haft travlt med at påpege, at der er en masse milliardærer i hans indercirkel. Der kan sikkert være både gode og dårlige ting ved milliardærer, men helt tabt bag en vogn er de jo nok ikke.«

Ifølge iværksætteren kan der være masser af positive ting ved netop dén sammensætning af Trumps stab.

»Jeg tror faktisk, det er meget sundt på den måde at få et lidt anderledes perspektiv på at skabe en stærk økonomi, end en evighedspolitiker typisk har.«

Følg Trumps indsættelse i B.T.s LIVE-blog lige her.