VED DU NOGET - ELLER VAR DU OMBORD PÅ FLYET? Så hører BT meget gerne fra dig. Skriv til os på mbra@bt.dk.

Et fly fra rejseselskabet TUI med 284 passagerer ombord er søndag eftermiddag sikkerhedslandet i Arlanda-lufthavnen i Stockholm.

Flyet, en Boeing 767, der kom fra Thailand, var på vej til Københavns Lufthavn, skriver Ekstra Bladet.

»Piloten har vurderet, at det var den løsning, der var mest sikkerhedsmæssig forsvarlig,« siger TUIs pressechef Christian Grandjean til avisen - uden at komme nærmere ind på årsagen til sikkerhedslandingen.

Flyet skulle have landet i København klokken 15.30, men landede i stedet i Stockholm ved 16-tiden, oplyser en Simon Winther, der er ombord på flyet, til Ekstra Bladet. Iføgle ham har personalet sagt, at sikkerhedslandingen skyldes mangel på brændstof.

Denne oplysning kunne TUIs pressechef i første omgang hverken be- eller afkræfte over for BT, men ved 18.30-tiden bekræfter han, at det var tilfældet.

»Der har været ekstra modvind på vej hjem fra Thailand, hvilket betyder, at flyet har brugt mere brændstof end forventet. Samtidig fik piloten en melding om begrænset sigtbarhed i København, og derfor valgte han at lande i Arlanda i stedet,« siger Christian Grandjean.

Det har ikke været muligt at få passagerne til København i aften. Christian Grandjean fortæller til BT, at de i stedet bliver indlogeret på hotel natten over. Mandag morgen transporterer et fly dem til København.

»Det skyldes, at personalet på flyet ikke kan tage en flyvning mere, fordi de så ville overtræde arbejdstidsreglerne,« forklarer han.

En opmærksom læser skriver til BT, at det langt fra er første gang, der er problemer med netop det fly, der bærer registreringsnummeret G-OBYF. Problemer med flyet to dage tidligere betød, at Frank Mortensen og konen skulle 9. marts kom for sent til Den Dominikanske Republik.

TUI oplyser til BT, at flyet dengang var ramt af tekniske problemer.

»Søndagens forsinkelse har intet med selve flyet at gøre, men handler om vejrforholdene,« siger Christian Grandjean.

BT følger fortsat sagen...