Selv om logoet forestiller et smil, er der ikke meget at grine over hos rejsegiganten TUI Danmark.
Charterrejseselskabet, der gennem mange år var kendt som Star Tour, er nemlig for andet år i træk kommet ud med blodrøde tal på bundlinjen. I regnskabsåret 2016/2017 endte TUI Danmark med et underskud på 4,2 millioner kroner og et fald i omsætningen på hele ti procent.
Tallene skyldes et ringere salg i vintersæsonen til blandt andet Thailand og Egypten, mens lyspunktet var en stigende efterspørgsel på rejser i sommeren sidste år.
'Mere politisk stabilitet specielt i Tyrkiet og øget efterspørgsel af sommerrejser betød en stærkt stigende indtjening på både sommerrejser i hovedferieperioden samt sensommeren,' skriver selskabet i regnskabet.
Men det er, vurderer direktør i Dansk Brancheanalyse, Ole Egholm, ikke et generelt billede på en branche i krise. Han bemærker, at Spies forleden kom ud med et flot regnskab.
»Min vurdering er, at de andre regnskaber fra charterbranchen bliver flotte. Jeg læser TUIs regnskab sådan, at selskabet har nogle problemer, der er lidt specifikke for TUI, blandt andet med ændringer i ledelsen,« siger han med henvisning til, at administrerende direktør Birthe Madsen og 'rejsekongen' Stig Elling forlod selskabet for fire år siden.
Selvom markedet for flyrejser, som købes separat og eksempelvis bookes direkte af den rejsende på nettet, er i større vækst end charterbranchen, spår Ole Egholm fortsat gode muligheder for vækst. Også selv om aktører som airBnb og Hotels.com vokser meget i disse år.
»Charterbranchen er stadig rimelig gode til at tjene penge. De kommer ud med et bedre år i 2017. Det skyldes også, at vi havde en drivvåd sommer. Og så vidt jeg forstår, har selskaberne også allerede haft en god start på 2018,« siger Ole Egholm.
TUI Danmark melder også, at man forventer en større efterspørgsel for rejser i både sommer- og vinterhalvåret i 2017/2018.
