Da den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, dukkede op på skærmen til en konference om nedrustning i den schweiziske by Genève, valgte mange at rejse sig op.
Derefter vendte de skærmen ryggen – og udvandrede.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
På billeder fra konferencen kan man se, hvordan flere vandrede ud, da Sergej Lavrovs tale, der var blevet optaget på forhånd, blev afspillet.

Blandt dem der udvandrede var den ukrainske ambassadør, men også ambassadører og diplomater fra en række andre lande valgte at tage del i det.
Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, har desuden tweetet om episoden og lagt et billede på Twitter, hvor man kan se folk udvandre fra salen.
Årsagen til udvandringen var en protest mod Ruslands invasion af Ukraine, lyder det.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters valgte dem, der forlod mødet, at samle sig i en cirkel lige udenfor salen under hele Lavrovs tale.
Imens holdt de et ukrainsk flag.

Konferencen, der er et internationalt forum, hvor der forhandles om nedrustning, er en årlig begivenhed.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, valgte natten til torsdag i sidste uge at sende soldater ind i Ukraine på det, han kaldte en 'særlig militær aktion'.
Ifølge Rusland skete det for at stoppe 'folkedrab' på prorussiske separatister i det østlige Ukraine. Siden har russiske soldater stået bag angreb på en lang række ukrainske byer i hele landet, og en invasion er gået i gang.
Du kan følge udviklingen i situationen i Ukraine i vores liveblog, som du finder lige HER.