Mens store dele af det danske samfund er ved at åbne op, og corona synes på vej ud, så står den anderledes dramatisk til andre steder i verden.

Og et sted er ramt katastrofalt hård lige nu.

Der er tale om verdens næstmest folkerige land, Indien.

De officielle tal for nye smittede er ganske enkelt eksploderet over de seneste uger. Og scenerne i storbyer som Mumbai og New Delhi er desperate.

»Situationen i Indien er kritisk. Det er meget værre end under første bølge,« siger Joe Wallen, der er Indien-korrespondent for den britiske avis Daily Telegraph, i et interview med B.T.

Joe Wallen bor til dagligt i den indiske gigantmetropol Mumbai. Her har han fra første parket været vidne til et sundhedssystem, der er kollapset.

Det samme har man set i en række andre indiske storbyer.

»I mange store byer som Mumbai og Delhi har de simpelthen ikke nok hospitalssenge til alle dem, der har brug for behandling på grund af coronavirus. Hospitalerne er blevet lagt ned,« forklarer Joe Wallen.

Hospitalsarbejdere udenfor et hospital i Mumbai i fuld gang med at behandle coronapatienter, der ikke er plads til på hospitalet.
Hospitalsarbejdere udenfor et hospital i Mumbai i fuld gang med at behandle coronapatienter, der ikke er plads til på hospitalet. Foto: DIVYAKANT SOLANKI
Vis mere

Han har i en tråd på Twitter beskrevet, hvordan et sygehus i millionbyen Mumbai har indrettet lobbyen med ekstra senge på gulvet. Alligevel bliver Lilavati-hospitalet nødt til at sende coronasyge bort.

De seneste dage har Indien officielt meldt smittetal ud, der ligger langt over 250.000 dagligt.

Det betyder, at Indien har overhalet Brasilien på den triste andenplads over lande med flest bekræftede coronatilfælde. Indien har således rundet 15 millioner bekræftede tilfælde og mere end 180.000 dødsfald.

Men det kan vise sig blot at være toppen af et gigantisk corona-isbjerg.

Et skilt med teksten 'Ingen tilgængelige senge' ved et coronabehandlingscenter i den indiske storby Mumbai.
Et skilt med teksten 'Ingen tilgængelige senge' ved et coronabehandlingscenter i den indiske storby Mumbai. Foto: DIVYAKANT SOLANKI
Vis mere

Mange hundrede millioner af Indiens 1,2 milliarder mennesker bor fortsat steder, hvor de ikke har adgang til coronatest eller sågar en læge, fortæller Joe Wallen.

»Lige nu ser vi mere end 200.000 nye coronatilfælde om dagen. Men Indien er så enormt, og der er mange landområder, som ikke har en læge eller testfaciliteter. Så man regner med, at det tal er meget højere,« siger Joe Wallen.

Af helt åbenlyse årsager kan han ikke sætte et mere præcist tal på.

Men eksperter anslår, at der kan være tale om adskillige millioner nye coronatilfælde i Indien om dagen.

En årsag kan være fremkomsten af nye varianter i netop det sydasiatiske land. En anden kan være manglen på læger og andet behandlingsudstyr.

»Allerede inden coronavirus var der ikke nok læger i Indien. Med corona er det blevet kritisk. Der er ikke nok læger, hospitalssenge, sygeplejersker eller medicin. Bare det at komme til at tale med en læge er uhyre svært. Og det kan tage dage at få en hospitalsseng,« siger Joe Wallen, der selv har beskrevet en inders 72 timer lange kamp for at finde en hospitalsseng til et familiemedlem i Mumbai.

»I New Delhi er hospitalerne løbet tør for ilt til respiratorer. Og vi taler om en by med omkring 20 millioner mennesker. Folk er desperate. Og ingen ved, hvor de skal finde hjælp,« siger Joe Wallen.

Krematorier og rituelle afbrændingsbål i storbyer som Mumbai og New Delhi kører på højtryk i de her dage. Landets tredje bølge er kommet brat.

Pårørende iført fuld beskyttelse til en rituel begravelse for en mand, der er død af coronavirus, i millionbyen New Delhi.
Pårørende iført fuld beskyttelse til en rituel begravelse for en mand, der er død af coronavirus, i millionbyen New Delhi. Foto: ADNAN ABIDI
Vis mere

I slutningen af marts betød daglige smittetal omkring 20.000, at indiske politikere var begyndt at tale om, at corona snart var overstået.

En måned senere er situationen helt ude af kontrol.

»Selv rige indere med gode forbindelser kan ikke finde hospitalssenge, fordi systemet er så presset. I weekenden så jeg en tidligere indisk premierministers søn bruge sociale medier i et forsøg på at finde en ventilator,« siger Joe Wallen.

»Hele systemet er kollapset. Og jeg tror ikke, vi har set en situation andet sted under pandemien, hvor situationen er værre end det, vi ser i Indien lige nu. Og den her bølge skal ikke engang toppe før i maj,« uddyber han.