Det kan ikke være gået nogens næse forbi, at man i Indien lige nu befinder sig i en voldsom og ophedet kamp imod coronavirussen.
Men det er ikke alle, der ønsker at være del af den kamp.
En række Bollywood-stjerner bliver nemlig lige nu heftigt kritiseret for at dele billeder, hvor de hygger sig i Maldiverne, mens kaosset hersker i deres hjemland.
Det skriver flere udenlandske medier, herunder News.com.au.
Flytrafikken fra Indien er mere eller mindre suspenderet, men hvis du har råd til et privatfly, er det muligt at rejse hen til et land, hvor grænserne ikke er lukket.
Og det er tilfældet for en række kendte og rige stjerner i det asiatiske land.
Ferieøstaten Maldiverne har nemlig ikke lukket sine grænser fuldstændigt, og derfor er det muligt at rejse ind, selvom man kommer fra et land, hvor coronavirussen hærger.
En af dem, der har fået massiv kritik, er Bollywood-stjernen Ranbir Kapoor, som tidligere i april lagde et Instagram-opslag op med teksten 'Maldiverne kalder'.
Andre Bollywood-stjerner som Disha Patani og Tiger Shroff har også søgt coronaly på den populære ø, og det er bestemt ikke faldet i god jord hos dem, der fortsat sidder hjemme i Indien.
'Det er vulgært at prale med sådanne billeder. Nyd Maldiverne, så meget I kan. I er velsignede, hvis I kan holde en pause i de her tider, men gør alle en tjeneste og hold det privat,' skriver den indiske kommentator og forfatter Shobhaa De blandt andet på de sociale medier.
Shruti Haasan, der er en populær skuespiller i Indien, langer også ud efter sine rejselystne landsmænd.
»Jeg appellerer ydmygt til, at rige og berømte fra alle samfundslag ikke viser deres feriebilleder fra eksotiske steder, mens det meste af verden lider af en pandemi,« udtaler skuespilleren.

Og det er blot to ud af utallige kritiske kommentarer på de sociale medier.
Dertil kommer, at et privat flyselskab over for News.com.au oplyser, at de kendte indere betaler titusinder af dollar for en enkeltbillet ud af Indien.
Onsdag satte landet endnu en gang en negativ rekord ved at konstatere intet mindre end 379.459 nye smittetilfælde.