Derrick Smit har arbejdet som sygeplejerske i 12 år og set lidt af hvert. Alligevel kan det ikke sammenlignes med den situation, han og kollegaerne befinder sig i lige nu.
Lige nu behandler han patienter med coronavirus i New York, hvilket har givet nogle skræmmende oplevelser.
Og i et opslag på Facebook fortæller han, hvordan ordene fra en patient, der skulle lægges i respirator, virkelig ramte ham.
'Jeg glemmer aldrig de sidste ord,' skriver Derrick Smit, der fortæller, at patienten sagde dem, efter han havde fået forklaret, at han skulle have indlagt tube i halsen samt lægges i respirator.

'Hvem skal betale for det?' lød det her fra patienten, fortæller Derrick Smith, der uddyber, at patientens efterfølgende samtale med konen nok var den sidste, da 'mange ikke kommer sig, når de først får tuben ned,' skriver Derrick Smit og understreger alvoren.
'Dette er uden tvivl det værste, jeg har set i mine 12 år som sygeplejerske. Det er hjerteskærende – at skulle høre en døende patient ytre sig om bekymringen for, hvem der skal betale for hans behandling, som de sidste ord. Det her land har fejlet, og det gør mig dårlig at se,' skriver han.
Over for CNN sætter han flere ord på det øjeblik, som han vil huske for altid.
»Patienten var helt desorienteret, han havde svært ved at tale, og alligevel var hans største bekymring, hvem der skulle betale for den behandling, der skulle forlænge hans liv. Men statistisk har han ikke store chancer for at overleve,« fortæller Derrick Smit.
Han vidste ikke, hvad han skulle svare patienten.
I stedet skiftede han emne og fik manden til at ringe til sin kone, så de kunne tale sammen.
Med stor sandsynlighed for sidste gang, vurderer den amerikanske sygeplejerske.
»Det (situationen, red.) gjorde mig meget ked af det, og helt ærligt blev jeg også lidt skræmt. Det viser bare, at vi har et problem, når en person skal bekymre sig om økonomi, når de kæmper med noget meget større, der handler om liv eller død,« siger Derrick Smit.


