Den britiske skuespiller og komiker Tim Brooke-Taylor er død efter at være bekræftet smittet med coronavirus.
Han blev 79 år.
»Det er med stor sorg, vi kan meddele, at Tim døde af covid-19 tidligere i dag (søndag, red.),« lyder det ifølge The Guardian i en udtalelse fra Tim Brooke-Taylors agent.
Den 79-årige komiker og skuespiller var bedst kendt for at udgøre en tredjedel af de populære 70'er-shows 'The Goodies'.
Hans skuespiller-kollega Graeme Garden fortæller til BBC, at han er i dyb sorg over tabet af sin kære kollega og tætte ven gennem 50 år.
»Han var en sjov, social og generøs mand, som var en fornøjelse at arbejde sammen med,« siger han og tilføjer:
»Seerne fandt ham ikke blot vanvittig morsom, men også bedårende. Tabet af ham i denne frygtelige tid er særligt svær at bære, og mine tanker er hos Christine, Ben, Edward og deres familier.
Christine, Ben og Edward er henholdsvis Tim Brooke-Taylors kone og to sønner, som han efterlader sig.

Tim Brooke-Taylor begyndte sin skuespillerkarriere på Cambridge University og begyndte i 1960'erne at medvirke i forskellige tv-show.
Han blev dog først for alvor et kendt ansigt i England – og i udlandet – i 1970'erne takket være showet 'The Goodies'.
»Vi vil huske ham for så meget, men bliver nødt til at nævne 'The Goodies,« siger Brooke-Taylors agent.
»Han havde mange fans, som han altid behandlede muntert – selv efter lange og udmattende prøver og indspilninger.«


