Demonstranter fra den franske protestbevægelse 'De Gule Veste' har under en demonstration i Paris foretaget plyndringer i butikker samt i mindst én berømt restaurant på Champs-Élysées.

Plyndringerne finder sted samtidig med voldsomme gadekampe nær Triumfbuen i den franske hovedstad.

Videooptagelser fra Champs-Élysées viser, hvordan en gruppe personer trænger ind i en Hugo Boss-tøjbutik, efter en glasfacade er blevet ødelagt.

Hvis man skal tro fotografen, tilhører gerningsmændene ikke selve protestbevægelsen 'De Gule Veste.' Dog er det sikkert, at indbruddet i butikken er sket samtidig med, at 'De Gule Veste' har demonstreret igen lørdag.

Andre billeder fra Paris lørdag viser intense gadekampe mellem mørkklædte demonstranter og politiet. Store brosten og andre øjensynligt tunge genstande flyver gennem luften mod politiet og politiets køretøjer.

Under kampene er der foregået afbrændinger af flere tilsyneladende tilfældige genstande - eksempelvis viser videooptagelser en scooter eller en motorcykel i brand på en sidegade til Paris' store, verdensberømte shoppinggade.

Andre billeder viser dusinvis af kampklædte betjente forsvare sig med hjelme og skjolde mod demonstranterne.

I tilsyneladende forsøg på at få kontrol over de voldelige demonstranter, spares der ikke på brugen af peberspray, ligesom betjente også ses slå fra sig med stave.

Demonstranter ødelægger et vindue under protesterne lørdag.
Demonstranter ødelægger et vindue under protesterne lørdag. Foto: PHILIPPE WOJAZER
Vis mere

Den kendte gourmetrestaurant Fouquets, hvor den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy fejred sin valgsejr i 2007, er også blevet plyndret og efterladt godt og grundigt raseret.

Optagelser inde fra det historiske brasserie afslører en nådeløs hærgen: Glasfacaden er slået itu, borde og stole er væltet rundt, og en dug ses i flammer.

Ifølge indenrigsminister Christophe Castaner er der tale om 'bøller, der har infiltreret demonstrationerne og opsøgt ballade.

'Lad det være hævet over en hver tvivl: de søger vold og er der for at så kaos i Paris, skriver Castaner i et Tweet.

En demonstrant ses her kaste en flaske ind i restauranten Fouquets.
En demonstrant ses her kaste en flaske ind i restauranten Fouquets. Foto: PHILIPPE WOJAZER
Vis mere

Protestbevægelsen har gennemført aktioner 18 weekender i træk, men med faldende tilslutning i de seneste uger.

Aktivister siger ifølge Ritzau, at de håber, at de kan få bragt mere liv til protesterne, som nu har stået på i fire måneder.

De er vendt mod præsident Emmanuel Macrons reformproces, som ifølge aktivisterne favoriserer eliten.

Mindst 30 er anholdt ifølge Reuters.